Rødby-Puttgarden

af Helle Helle
Skrevet af: Marianne Träff, Hillerød Bibliotek
Redigeret af: Lene Harder, DBB
Helle Helle har skrevet en pragtfuld, koncentreret roman om provinslivet i al sin enkelthed. Bogen handler om to søstre, Tine og Jane, som arbejder på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden. Vi følger de to søstres helt almindelige live gennem nogle måneder. Så har hun gjort det igen, Helle Helle, skrevet en stram og koncentreret roman. Én dråbe af Helle Helles destillat rækker til at beskrive provins- og dagligliv i al sin enkelthed.

Eksistenskrise

Helt kort handler Helle Helles nye roman Rødby-Puttgarden om de to søstre Tine og Janes liv i slutfirserne. De bor i Rødby. Tine har lige fået en lille datter og går hjemme på barselsorlov. Jane flytter ind hos dem. Tine, der arbejder i parfumen på Rødby-Puttgarden færgeoverfarten, skaffer Jane job samme sted. De næste par måneder følger vi de to og deres helt almindelige liv.

Helle Helle er kendt for at skrive kort og koncist, ingen store armbevægelser. Alligevel fornemmer man en nærmest nonverbal eksistenskrise, en vibreren og sitren hos fortælleren Jane.

Er alt som det skal være? Og hvordan er det nu, det skal være? Er Jane så tilfreds, som hun giver indtryk af? Og så er der alle dødsfaldene, dør man så meget på Sydhavsøerne?

Pragtfuld roman

Helle Helles roman er pragtfuld, har fuldstændig ramt provinslivet på kornet, man sidder ganske enkelt og klukker. Men hvad er det, der gør romanen så god, der sker jo egentlig ikke noget? Det kan da umuligt være dagligdagens trummerum? Jeg tror, det er fordi, at Rødby-Puttgarden er en så radikalt anderledes roman. En roman, der dårligt kan være længere væk fra irriterende chick-lit. Så fjernt fra romaner om/af den café lattedrikkende generation fra den såkaldte kreative klasse. Samtidig sidder jeg også med følelsen af, at her er der større ting på spil. Jeg morede mig hele vejen igennem, også selvom historien om søstrene har et trøstesløst skær over sig.

Hvor forfriskende at blive inviteret på fugleflugtsfrikadeller, stikkelsbærgrød og sort kaffe. Nå, men nok om det, som vi siger på Lolland. Glæder mig til din næste roman, Helle Helle … farveller.

Bogens omslag

Bogens omslag, lavet af kunstneren Neel Dich Abrahamsen, går i direkte symbiose med romanen. Rødby Havn set i fugleperspektiv, spændende ser det jo ikke ud, men vi er inviteret med på en kigger. Samtidig indhylles vi af Rive Gauche, en parfume, mange (kvinder) mellem 35-60 uden tvivl bliver helt nostalgiske over. Nå ja, et lille pift i ærmegabet, næste gang vi står i parfumeafdelingen, det skulle da bare mangle. Dette bogomslag er, når bogomslag er allerbedst.

Publiceret: 
24. Januar 2006
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005