Robinsonmordene

af Gretelise Holm
Skrevet af: Hanne M. Sørensen, Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Den midaldrende journalist Karin Sommer tager orlov og rejser til Sejrø. Øens ældrecenter bliver ramt af nogle mystiske dødsfald. Karin starter sin egen lille efterforskning. Bogen har et godt krimiplot, og rummer også et lille kærlighedseventyr.

Før Robinsonmordene

Med Robinsonmordene har Gretelise Holm atter skrevet en vellykket kriminalroman med den midaldrende journalist Karin Sommer som hovedperson. Da vi slap Karin i Paranoia (2002), havde hun fået god kontakt til en af sine eneste slægtninge, den aldrende tante Agnes fra Sejrø, og det er i dette idyliske øsamfund, vi møder Karin igen.

Mystiske dødsfald

Hun har taget 3 måneders orlov fra dagbladet, hvor hun arbejder, for at skrive en bog om hekseforfølgelser. Netop ankommet til øen og godt installeret i Agnes hus ledsager Karin tanten til den tidligere overlærer Kviums begravelse. Midt under den højtidlige ceremoni opstår der tumult, da en af ældrecenterets beboere, Johanne, protesterer imod præstens ord om, at den gamle mand er blevet kaldt hjem til Gud. Hun mener, at han er blevet stemt hjem af Ørådet, ligesom i fjersynsprogrammet Robinson. Alle slår selvfølgelig Johannes ord hen som senil snak, men da endnu en af de gamle på ældrecenteret dør uden påvist sygdom, er Karin Sommers mistanke vakt.

Efterforskning

Under dække af at skulle skrive en række artikler om ølivet til sin avis starter Karin sin egen efterforskning og kommer ad den vej i kontakt med høj og lav i det lille samfund. Ingen slipper for mistanke, heller ikke den sympatiske, men noget svage læge Jørgen Wad, som Karin har forelsket sig i.

God femi-krimi

Markedet for de såkaldte femikrimier er umætteligt, især har kvindekønnet taget disse romaner til sig. Hvor Sverige og Norge har markante forfattere som Liza Marklund, Helene Tursten og Anne Holt, har Danmark desværre haltet lidt efter. Men heldigvis har vi nu Gretelise Holm, for Robinsonmordene har alt, hvad en ægte (femi)krimi skal have, nemlig en slagfærdig, men blid kvindelig hovedperson, et lille kærlighedseventyr og et krimiplot, der holder hele vejen igennem.

Publiceret: 
23. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003