Port Mungo

af Patrick McGrath
Skrevet af: Tove Damgaard, Hillerød Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Ægteparrat Jack og Vera flytter til sumplandet i Port Mungo. Historien fortælles af Jacks søster Gin. Man følger Jack og Vera og deres to børn. Kaos og ubehageligheder præger familien. Mange grumme ting om personerne afsløres. Det er spændende læsning.

Fascinerende fortælling

Læseren suges ind i den fascinerende fortælling om et kunstnerægtepar og deres specielle samliv. Besættelse, lidenskab og had blandes i sumplandet, hvor Port Mungo ligger gemt for storbyernes hektiske liv.

Bror og søster

Gin er storesøster til den talentfulde maler Jack. Og hun går så meget op i ham og hans liv, at der aldrig rigtig bliver plads til hendes eget. Det er da også gennem Gins fortælling, at vi får hele historien om Jacks liv i den lille by.

Jack og Vera

Jack møder som ganske ung den noget ældre kvindelige kunstmaler Vera, og så tager et livslangt afhængighedsforhold sin begyndelse. Efter en mindre vellykket tid i New York flytter Jack og Vera til Port Mungo, som er en flok huse i mangrovens solsvedne fugt i Hondurasbugten. I dette sumpland forsumper de selv i løbet af kort tid.

Kaos i familien

De får to døtre, og læseren forstår hurtigt, at noget går helt galt i deres samliv. Gin fortæller på første side, at den ældste datter Peg er død i en ung alder. Langsomt og med foruroligende grundighed afslører Gin alle de frygtelige ting, der sker for familien. Druk, utroskab og slagsmål er der rigeligt af, og i lange perioder forsvinder Vera helt ud af Jacks liv. Vera kommer og går. Elskerne kommer og går, og Peg går allerede som 10-12 årig sine egne veje. Hun ryger og drikker og gør, hvad hun vil, uden at spørge om lov på den kaotiske hjemmefront.

Grumme ting

Gins historie er tildels set i bagklogskabens lys, idet Jack efter mange år vender tilbage til Gin i New York. Men også her dukker flere skeletter fra familiens skabskroge op. Gin må erkende, at hun måske ikke kender sin bror så godt, som hun troede. Hun må forholde sig på ny til både ham og hans yngste datter. Og stemningen går fra slem til værre i løbet af bogens sidste del. Grumme detaljer afsløres om hovedpersonerne.

Hjerteskærende læsning

Der er Tennesee Williams-stemning, emotionel sumpfeber og forkvaklede kunstnerliv for alle pengene.

Romanen fortælles uden de store armsving. Det er den fortættede uhygge i beskrivelsen af de mislykkede og ødelagte liv, der fanger én som læser. Afsløringen af, hvad der faktisk er sket i Jack, Vera, Peg og Annas liv er hjerteskærende. Eller er det nu også hele sandheden? Samtidig med at man frastødes af alle deres egoistiske krumspring.

Spændende på en anderledes måde og værd at tilbringe nogle mørke vinteraftener med!

Publiceret: 
29. September 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005