Pjaltefisk

Intense reflektioner

En digtsamling, begået af en af vores fornemmeste lyrikere, føjer sig fornyende, billedskabende og reflekteret ind i et mesterligt forfatterskab. Digtene er intense refleksioner over sproget og over jegets væren i verden og i skriften.

Med nysgerrighed og forventning åbnede jeg Nordbrandts nyeste digtsamling, Pjaltefisk, som udgøres af 40 digte. I flere af de digte, som står stærkest for mig, kan jeg næsten høre Nordbrandts stemme læse op på sin karakteristiske måde: indlevet, langsomt og nøgternt; underspillet humoristisk og uhøjtideligt.

Tonen i bogen er umiskendeligt nordbrandtsk, og det er temaerne også. Der er en klangbund af fravær, nærvær, kærlighed, sorg og afsked. Der er en alvor og en melankolsk tone under den vederkvægende sproglige lethed og digterens humor og leg med ord. Alene titlen: Pjaltefisk. En pjaltefisk lever i Australien og ligner en søhest med et kropsvedhæng, der ligner den tang, den lever blandt.

Pjaltefisk er også helt sin egen. Her findes en stadig eksperimenteren med sproget, formen og billeddannelserne. Digtene korresponderer på tværs af bogen, hvorved hvert digt udfolder sig i et større rum. Der er meget lys og farve i digtene, og der spilles effektfuldt med lys, mørke, skygge og lysets efterskær.

Raffinerede digte

Det er altså en samling raffinerede digte. Fremhæves kan for eksempel det længere digt med den ironisk højtidelige titel ”Meningen med det hele”. Digtet reflekterer over brugen af ordene ”mening” og ”sådan”: "Og jeg hader gråvejr lige så meget / som jeg hader ordet mening. / Så sådan er det i dag. / Jeg skulle have sagt noget helt andet, men nåede frem til dette / denne lysning, hvor bladene falder ned i en tom barnevogn. / Sådan er slutningen af august. / Det er nok min skyld. Jeg tager det på mig.”

Digtenes slutninger har ofte et konkluderende sprogligt tvist, som rykker ved den umiddelbare mening og gør den åben og flertydig. Dette forhold er med til, at digtene og bogen som helhed ikke lukker sig om sig selv, men peger spørgende ud over siderne.

Nordbrandt anvender normalt ikke faste digteriske former og rim. Alligevel optræder både fem haiku-digte, et rimet digt og sonetformen med sine fjorten linjer i bogen. En midsommersonet starter med linjen: ”Skab intet overflødigt. Der er allerede for meget af alt.” Og i Nordbrandts digte ér alt overflødigt destilleret væk, og det er en smukt komponeret bog. En fræk og forfriskende skævvredet ikke-sonet på femten linier har også krævet sin plads.

Siden debuten med samlingen Digte (1966) har Henrik Nordbrandt udgivet flere end 20 digtsamlinger og bøger inden for andre genrer. Læseren anbefales varmt Pjaltefisk, og nye læsere vil sikkert blive nysgerrige efter at se, hvad forfatterskabet ellers byder på.

Oprindeligt publiceret: 

Litteratursiden.dk, 2004