På grænsen
Ellen og Peters ægteskab er i krise. Børnene er flyttet hjemmefra og de mangler intet. Bortset fra hinanden
På grænsen handler om danske Ellen, der i 20 år har boet i Schweiz sammen med sin schweiziske lægemand, Peter og deres to børn. Ellen har ind imellem arbejdet som sygeplejerske, men familien mangler ikke penge, og lige nu passer hun blot hus og have. De to børn er flyttet hjemmefra, og både Ellen og parforholdet befinder sig i en krise.
De første 10 år var ellers lykkelige, eller?
Ellen og Peter mødte hinanden i et fly, da de var i begyndelsen af 20erne begge to, de skrev sammen, de mødtes, Ellen blev gravid, og Peter friede. De første ti år af ægteskabet var alt fryd og gammen, men så begyndte det at gå skævt.
MÃ¥ske lod Ellen sig dupere af Peters liv
I virkeligheden var Ellen måske ikke så forelsket, som hun troede. I virkeligheden var hun måske bare benovet, duperet, forblændet af Peter, hans selvsikkerhed, dannelse og hans penge. Og så var hun flov over sin egen baggrund, sine forældre og sin typiske danske parcelhusopvækst.
I virkeligheden nåede hun ikke rigtig at kende sig selv, før hun var gift
I virkeligheden vidste Ellen måske ikke, hvem hun selv var, og hvad hun ønskede sig af livet. Hun havde ikke nået at finde ud af det, før Peter og hans familie begyndte at forme hende. Men da Ellen en dag ser en ung kvinde stige ind i Peters bil, konfronterer hun ikke Peter med sin viden. Hun har nemlig selv haft en elsker. I stedet beslutter hun sig for at rejse langt væk, og med sig i bilen har hun den blinde, unge mand, som hun er besøgsven for.
Anmelderens mening om bogen
Lisbeth Brun har skrevet en troværdig roman om en moden kvinde i krise og om et parforhold, hvor der er alt for mange usagte ting. Men hun har heldigvis også skrevet en roman om kvinde, der finder ud af at tage ansvar for sit eget liv, træffe sine egne beslutninger og være den, hun er.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger