Oryx og Crake
Sidste menneske på jorden
Snemand er måske det sidste menneske på jorden. Han har overlevet en katastrofe, der tilsyneladende har slået de fleste af jordens mennesker ihjel. Nu lever han af resterne fra civilisationen.
Klonede racer
Han er dog ikke helt alene. Der er også oryxerne og crakerne. For ikke at tale om dyrene: grisonger, slotter, stinkbjørne og andre klonede racer. Laboratorierne fremstillede dem for egen vindings skyld, eller for sjov, inden samfundet brød sammen.
Tidligere liv
Før Snemand blev det sidste menneske på jorden - måske, hed han Jimmy. Hans forældre var forskere i HelseViis-enklaven, så Jimmy voksede op som et priviligeret barn. Dér var undervisning, mad og sikkerhed. I modsætning til i plebsområderne, hvor de fattige, dvs. størstedelen af befolkningen, boede.
Trods de priviligerede forhold var Jimmy ikke lykkelig. Hans forældre gik fra hinanden. Og han voksede op uden at føle sig elsket af hverken sin tilbageblevne fader eller den forsvundne moder. Da han efter flere år bliver kontaktet af sin gamle barndomsven Crake, lader han sig derfor hurtigt overtale til at følge med ind i UngIgen-enklaven. Her arbejder Crake på et hemmeligt projekt.
Flashbacks
Historien om Snemand fortælles med flashbacks til Jimmy-årene. Man holdes indtil sidste side i spænding om, hvad der er sket. Og ikke mindst, hvorfor det er sket?
Velskrevne og troværdige
Jeg har tidligere læst bl.a. Tjenerindens fortælling og Alias Grace af Margaret Atwood. Fælles for dem er, at de er velskrevne og letlæste, trods deres meget forskellige indhold. Atwood er god til at skildre sine personer realistisk og sympatisk. Selv når de ikke er helt så sympatiske. Man tror på historien. Også når det som i Oryx og Crake foregår i fremtiden.
Fokus på kloning
Oryx og Crake er en interessant bog. Atwood sætter fokus på den forskning, der foregår inden for gen- og kloningsteknologien. Hun spørger: hvad nu hvis kloning blev givet fri til industrien? Ville verdens tilstand blive forbedret eller forværret? Og hvad er det i det hele taget for en verden, vi er ved at bevæge os ind i?
En absolut læseværdig og velskrevet roman, der giver stof til eftertanke.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger