Nora
Peyton
12-årige Peyton er en outsider. De eneste venner, hun har, er de to andre medlemmer af Tabernes klub, den lidt sære ungkarl, 34-årige Ernie, og den handicappede 8-årige sorte dreng Boot. Peytons mor døde i barselsseng, eller det er i hvert fald, hvad Peyton har fået fortalt. Storebroderen Buddy er omkommet ved en flyveulykke, og det har efterladt Peyton med en fjern og reserveret far, der sjældent tager sig af hende. Peyton er derfor følelsesmæssigt mest knyttet til den sorte husholderske Clothilde, men passer iøvrigt mere eller mindre sig selv.
Nora
Nu er Peyton ved at komme i pubertetsalderen og skal lære at opføre sig som en dame. Peytons tante har ikke rigtig held med denne opgave, og derfor kommer Peytons ukendte kusine Nora for at bo hos dem. Nora er en selvsikker og udadvendt 30-årig kvinde, der er meget anderledes end de kvinder, Peyton kender. Hun bander, ryger og kører i en pink Thunderbird, og hun vender op og ned, ikke blot på Peytons og faderens liv, men på hele byens.
Ambivalens
Gennem Nora lærer Peyton nye sider af sin far at kende og må også revurdere sin opfattelse af moderen. Peytons følelser overfor Nora er imidlertid ambivalente. Hun skiftevis hader og beundrer hende grænseløst. Da Peyton endelig giver sig selv lov til at stole fuldt og helt på Nora, svigter hun hende...
Gode beskrivelser
Forfatteren giver en fin miljøbeskrivelse af en lille søvnig sydstatsby, hvor fordomme og sladder trives i bedste velgående. Raceurolighederne er endnu ikke nået til byen, men man fornemmer, at forandringer er på vej. Bogen giver et indfølt, stærkt og overbevisende portræt af Peytons psykiske og fysiske udvikling fra ensomt og usikkert barn til selvstændig og handlekraftig ung pige.
Underholdende roman
Alt i alt er det en underholdende og velfortalt dameroman for læsere af bl.a Rosamunde Pilcher og Rosie Thomas, men også læsere af Rebecca Wells Ya-ya søstrenes guddommelige hemmeligheder og Pat Conroys Savannah vil synes om den. Anne Rivers Siddons har sine rødder i sydstaterne. Hun har skrevet en række romaner med fokus på den særlige sydstatskultur og sammenlignes i sit hjemland ofte med Margaret Mitchell. Herhjemme er oversat Et nyt liv fra 1999.
Relaterede links
Se Anne Rivers Siddons hjemmeside på engelsk
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger