Nattevagt

af Helene Tursten
Skrevet af: Susanne Bogh, Kolding Folkebibliotek
Redigeret af: Christine Kofoed, DBB
Kriminalroman hvori en ung sygeplejerske myrdes. Spøgelset, Søster Tekla, er blevet set ved liget. Kriminalinspektør Irene Huss skal opklare sagen, der peger tilbage til Søster Teklas selvmord for 50 år siden.  

Spøgelser og mord

Spøgelset, Søster Tekla, ses igen på sygehusets trappe en nat, hvor en af de unge sygeplejersker findes myrdet. Senere sker der flere mord. Søster Tekla beskyldes for at være årsag til dem.

Men kriminalinspektør Irene Huss og hendes kolleger er ikke overtroiske. Irene ved, at en kvinde, der har været død i mere end 50 år, selvfølgelig ikke kan have myrdet nogen.

Mordene bliver da også opklaret til sidst. Vi får også løst gåden om Søster Tekla. Det viser sig, at der ligger en yderst interessant historie bag hendes tragedie. En historie, som har tråde op til nutiden og til Löwanderska Sygehus.

Tredje bog

Dette er den tredje bog i serien om Irene Huss: De to andre er Den knuste Tang-hest og Tatoveret torso.

Spændende og troværdige

Helene Tursten skriver kompetente og spændende krimier. Hendes personer føles virkelige. Hendes sprog er flydende, og plottet er absolut troværdigt. Irene Huss er en tiltalende kvinde i fyrrerne, med mand og tvillingedøtre i teenagealderen (med de problemer det giver) og hund. Hun føler sig kompetent rent fagligt. Men hun slås med mange af de problemer, de fleste af os kender til: håret trænger til en kærlig frisør, pundene fordeler sig forkert, der er ikke tid til familien osv.

Stor succes

Forfatterinden er uddannet tandlæge, men da hun blev ramt af en gigtsygdom, måtte hun skifte sin hidtidige profession ud. Hun har siden haft stor succes som krimiforfatter.

Alt i alt en meget læseværdig krimi, som ikke skal forestille at være andet end rigtig god og underholdende læsning. Anbefales varmt.

Publiceret: 
30. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2004