Moral for smukke piger
Detektivbureau i Afrika
Mma Ramotswe driver stadig sit detektivbureau i Gaborone på kanten af Kalahariørkenen. Hun får stadig mere hjælp fra sin assistent Mma Makutsi, der endog bliver forfremmet i dette bind.
Menneskekærlighed
Opklaringen af detektivopgaverne fylder ikke ret meget. Nogen rigtig krimi er der ikke tale om. Det, der fænger i bogen, er menneskekærlighed og empati. Det udvises af de to selvbevidste damer i deres arbejde og i deres omgang med mennesker, de møder. De lægger på en uendelig charmerende måde vægten på moral og etik. Noget der antydes allerede i den meget rammende titel.
Et andet Afrika
Vi bliver præsenteret for et andet Afrika end det, vi kender fra dagens aviser. Vi får godt nok at vide, at livet i Botswana også indebærer problemer. Bl.a. med ligestilling, med aids, med forældreløse børn, der fylder børnehjemmene, med dovne, uansvarlige mænd o.s.v. Men det bærende i skildringen af landet er en stor kærlighed til livet, som det leves der. Og til det selvbevidste afrikanske folk. Miljøbeskrivelserne er meget intense. Man kan næsten mærke den eksotiske duft.
Den lidt tykke, sorte damedetektiv Mma Ramotswe er blevet sammenlignet med Miss Marple. Og det er ikke helt ved siden af. Her er næsten tale om en kultserie.
Forfatteren
Forfatteren Alexander McCall Smith er professor i medicin i Edinburgh. Han er vokset op i Zimbabwe og har også boet i Botswana. Det er helt tydeligt, at han nærer stor kærlighed til landet og befolkningen. Sprogtonen er enkel, næsten naiv og meget smuk. Iagttagelserne er skarpe.
Flere bind
Bind 4 i serien er netop udkommet på dansk. Den hedder Kalahari kursus i maskinskrivning for mænd. Den glæder jeg mig meget til at læse. Bind 5 foreligger på engelsk. Og mon ikke McCall Smith har stof til flere bind endnu? Jeg tror det!
Nem at læse
Bogen er nem at læse, har god åben typografi og en virkelig god oversættelse. Sproget flyder ubesværet. Jeg mener, man får mest ud af bøgerne ved at læse dem i rækkefølge. Men det er altså ikke nødvendigt. Nye læsere kan helt sikkert begynde her.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger