Middlesex

af Jeffrey Eugenides
Skrevet af: Anny Skov Madsen, Vejle Bibliotek
Redigeret af: Jacob Bonde Rasmussen, DBB
Underholdende litterær roman om individets og samfundets tvetydighed. Bogen er både en slægtssaga og en fortælling om pubertet og identitet. Rummer inddirekte en kritik af det amerikanske samfund. Det er en stor betagende græsk-amerikansk roman med mange ansigter.

Familie- og slægtssaga  

Først er det en familie- og slægtssaga om de græske bedsteforældre, som i virkeligheden var bror og søster.

De flygtede fra Smyrna under den græsk-tyrkiske krig i 1922 og kom til Detroit i USA. De får familie og skaffer sig et levebrød ikke uden komplikationer.

Sønnen Milton skaber en kæde af Hotdogs-pølsevogne og gør familien velhavende, så de kan købe hus på Middlesex Boulevard i en forstad til Detroit.

Fortælling om pubertet og identitet

Dernæst er det en blændende velfortalt historie om at vokse op som pige, for så i puberteten at opdage, at man er en dreng.

Miltons datter Calliope fødes to gange, først som pige i 1960 og senere som teenagedreng på et hospital. Da Cal endelig konfronteres med en læge, som vil have, hun skal være pige, tager han på flugt for at finde ud af, hvem han egentlig er.

Som læser er man egentlig ikke i tvivl, fordi den alvidende voksne, mandlige fortællerstemme sidder som 40–årig i Berlin og beretter om sit mærkelige liv.

Poetisk beskrivelse af puberteten

Sjældent har jeg læst en så nærværende og poetisk beskrivelse af pubertetens mange modsatrettede følelser. Det er ikke kun på grund af dobbelttydigheden, men måske fordi man som menneske besidder begge halvdele. De mange nuancer, der kommer til udtryk, er både til at le og græde over.

Samfundskritik

Romanen er også indirekte en kritisk kommentar til det 20. århundredes amerikanske samfund, indvandringens vilkår og konsekvenser, kapitalismens dobbeltansigt, de herskende meninger og frisindet på godt og ondt.

Individet er tvetydigt, samfundet ligeså, og grækerne vil gerne blive ved med at være grækere, men bliver amerikanere.

Tonen er let og humoristisk, nærmest underfundig. Det er stærkt vanedannende at læse en så stofmættet, underholdende og alligevel litterær roman.

Forfatteren har tidligere skrevet Jomfruselvmorderne (1994). Han modtog i 2003 årets Pulitzerpris for Middlesex.

Relaterede links

 Pulitzerprisen

Publiceret: 
3. Juli 2006
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2006