Lipgloss junglen

af Candace Bushnell
Skrevet af: Jette S. F. Holst, Middelfart Bibliotek
Redigeret af: Bent Larsen, Nota
I denne roman følger vi 3 karriekvinder over de 40, som som samtidig er bedste veninder. Hver især forsøger de at nå til tops. I deres kamp for penge og magt må de spille mændenes spil og undervejs og deres egne mænd er ikke altid lige forstående. Som i Candace Bushnells tidligere romaner befinder vi os i New York. Her følger vi de tre karrierekvinder Nico, Victory og Wendy i deres kamp for at nå magtens top.

Nico er chefredaktør på et modeblad

Nico er chefredaktør for modemagasinet Bonfire. En stilling, hvor hun hele tiden skal være på toppen og følge med i, hvad der hviskes om i krogene. Ingen kan vide sig sikker på at bevare sin stilling, for andre står hele tiden på spring for at avancere i hierarkiet.

Wendy er direktør

Wendy er direktør for Parador Pictures og gift med Shane. De har tre børn sammen, og Wendy har hele deres ægteskab forsørget familien. Men en dag har Shane fået nok af at være hjemmegående husfar.

Victory ejer et modefirma

Victory ejer sit eget modefirma. Hun er en dygtig designer, men det er en verden, hvor det også meget hurtigt kan gå ned af bakke. En dårlig kollektion og medierne har stemplet dig som færdig.

De tre kvinder er veninder, og romanen fortæller på skift om hver deres liv.

Kvinder kan være lige så hensynsløse som mænd i kampen  for at nå til tops.

I denne roman ser Bushnell nærmere på de mere modne kvinder. Her er det ikke kærlighedskvababbelser, der fylder mest, men ønsket om at nå toppen af karrierestigen. Nok er de kvinder, men de spiller spillet på mændenes præmisser. Man får næsten ondt af de stakkels mænd, som pludselig udmanøvreres af de kvinder, de hidtil ikke engang har villet gå i seng med, fordi de var for gamle. Nu viser kvinderne, at de kan være mindst lige så hensynsløse i deres jagt på magt. Og modsat mændene ønsker de ikke magten for at kunne trække sig tilbage. De ønsker magten for at udrette noget.

Anmelderens mening om bogen

Om man er enig med Bushnell eller ej er ikke så vigtig for underholdningsværdien. Hun stiller en række spørgsmål, som får én til at tænke sig om en ekstra gang. Hvorfor synes de fleste for eksempel stadig, at en mand bør arbejde og ikke gå hjemme og passe børnene. Hvor langt kan man etisk forsvare at gå for at stige i graderne på jobbet. Jeg synes personligt, at Lipgloss junglen er væsentlig mere interessant end Sex in the city, så kunne du lide den, får du endnu mere for pengene her.

Publiceret: 
25. Oktober 2007
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2006