Leoparden
Sicilien 1860
Fyrsten af Salina, eller Leoparden som han også kaldes, er en mægtig mand på Sicilien. I våbenskjoldet er en leopard. Et stærkt rovdyr. Sådan er fyrsten også. Vi er på Sicilien i 1860 og følger den sicilianske adels nedtur fra første parket.
Hustyran
Leoparden skildres som hustyran, der tvinger sin magt igennem. Over for hustruen har han intet til overs. Hun er mest af alt en plage med sin humørsyge. Når Leoparden og hustruen går i seng med hinanden sker det ikke uden en række bønner fra hendes side. Derfor søger han jævnligt tilflugt i byen for at hengive sig til erotikken. Han lægger på ingen måde skjul på sin adfærd og tager da også gerne præsten med. Præsten kan således samtidig kan få en god snak med en af sine kollegaer. Næste dag kommer turen så til skriftemålet.
Humoristisk
Humoren er meget veludviklet i romanen. På et tidspunkt er Leopardens nevø og dennes forlovede på besøg. Da de unge selvfølgelig ikke kan have noget med hinanden at gøre inden brylluppet, søger de hinanden i det kæmpestore slot. Utroligt morsom er beskrivelsen af, hvordan de jager gennem gange og stuer. De må kikke ud ad et vindue for at orientere sig. Dette hjælper ikke altid. Ind imellem kan de kun se en gårdhave, som ingen ved eksisterer!
En families undergang
Trods humoren i romanen er der tale om en families undergang. Italien er på dette tidspunkt ved at blive til en stat, hvori også Sicilien skal være en region. Befolkningen er ikke glad for dette, da det betyder skatter. Men løbet er kørt. Heller ikke Leoparden mener, at hans familie kan overleve omvæltningerne. Derfor afslår Leoparden da også at komme i senatet. Han foreslår i stedet byens reformvenlige borgmester.
Morsom og tragisk
Lampedusa har i sit forfatterskab kun skrevet en række noveller ud over dette værk. Leoparden er ikke stor litteratur, men en morsom og tragisk fortælling om en families undergang. Den nye, kritiske danske udgave indeholder nyfundne afsnit af værket.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger