Latterpaladset

I cirkus redder han én af artisterne, Bitte, ud af kløerne på den onde cirkusdirektør, Den Store Cortado. Bitte viser sig at være en 400 år gammel sangengel, som er på jorden for at lede efter Sølvpil, en forsvunden uvejrsengel. Hun gør Mandarinen levende, som et bevis på sin engleidentitet, og Miles er fast besluttet på at hjælpe hende videre. Cortado pudser det behårede kæmpeuhyre, Nullerten, på de to venner, og de stikker af fra cirkus.
De følger efter cirkus, da det forlader byen, fordi de mener, at der sker mystiske ting med befolkningen i de byer, som cirkus besøger – og så mangler de jo også lige en engel.
Under rejsen til Latterpaladset møder de mange forskellige mennesker, gode og onde, som enten hjælper dem i deres færd eller gør alt for at forhindre dem i at nå frem til Latterpaladset, hvor Den Store Cortado har gang i et særligt projekt.

Noget, der er specielt for denne bog, er, at der er engle med – det plejer at være feer eller alfer, der er de bevingede deltagere i den fantastiske genre. Men det gør en stor forskel i forståelsen af universet. Man kan sige, at man går et trin længere op. Feer og alfer er magiske, men engle er guddommelige. Og kan gøre guddommelige ting, som at synge “Den Eneste Sang”, sangen der sørger for at holde alting på plads i verden.
Latterpaladseter fantasy, når det er allerbedst: Skarpe hovedpersoner, en spændende handling fortalt i et glidende sprog (hermed en tak til oversætteren) og sidst men ikke mindst en forfatter med humor. Ikke dén type humor, hvor forfatteren distancerer sig fra sin genre, men en vaskeægte intelligent humor, som understøtter både handling og ikke mindst personerne.

Oprindeligt publiceret: 

fortællingen.dk, 2010