Kys

af Eddie Thomas Petersen
Skrevet af: Karen Schaarup, Brønshøj Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Kys er en medrivende dansk samtidsroman. Hovedpersonen er lægen Frank, som lever et lidt rodet liv. Han er omgivet af et broget persongalleri. For Frank gælder det om at leve det rigtige virkelige liv i en forvirret tid. Det er rørende og morsomt.

Samtidsroman

Kys er en dejlig underholdende og medrivende dansk samtidsroman. Den er fyldt med levende og "skæve" personer i 30-40 års alderen, der væves ind og ud af hinandens liv i såvel Københavnermiljøet som i det nordjydske provinsliv. En roman, der trods sin tykkelse, kan sluges i en mundfuld!

Broget persongalleri

Hovedpersonen er lægen Frank, et kærligt og hjælpsomt menneske uden styr på ret meget. Hans følsomme psyke har givet ham mange sår i sindet, men også udstyret ham med en evne til indlevelse, som gang på gang bringer ham i absurde og barokke situationer. Rundt om ham er et broget persongalleri: kæresten med karrieren og mærkevarerne i orden, bistandsklienten Billy med babyen, en flygtningedreng med blindtarmsbetændelse, den demente mormor, dejlige jyske Thea og stamgæsterne på badehotellet. For alle går det op og ned, men stillestående er det aldrig. Og for Frank gælder det om at udvinde essensen, leve det rigtige virkelige liv i en forvirret tid, og - hvem ved – måske finde kærligheden.

Vellykket debut

Debutanten Eddie Thomas Petersen har skabt et troværdigt miljø, hvor han behændigt jonglerer rundt med sine karakterer. Sproget flyder smukt, og de mange historier tegner sig tydeligt i ens bevisthed. Man både griner og græder, men det bliver aldrig sentimentalt. Det er rørende og morsomt, underfundigt og utroligt, ingen midler er sparet. Eddie Thomas Petersen er født i 1951. Han fik velfortjent Forums Debutantpris 2002 for denne roman. Han er dog erfaren udi at dreje en god historie, bl.a. er han forfatter og filminstruktør til serien Strisser på Samsø. Med Kys har han skabt en roman, der er oplagt til filmatisering.

Publiceret: 
18. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003