Kvinden flytter ind
af Erlend Loe
Skrevet af: Bent Larsen, Nota
Kvinden flytter ind består af 300 små nummererede historier, hvori fortælleren beskriver sit forhold til Marianne og sit eget liv. Det er en lille, underfundig og humoristisk roman om det moderne parforhold. Fortællerens navn får vi aldrig at vide, og det er der en god grund til. Har han et liv og kan han i givet fald mærke det? Han er en flegmatisk type, som bare lader den ene dag komme efter den anden uden mål og med. Han tager sjældent initiativ til noget som helst.
Indflytningen
Marianne, en pige han kender, besøger ham oftere og oftere og lige pludselig er hun flyttet ind hos ham. Bare sådan uden varsel, med tolv papkasser og en gammel kommode. Hun er ganske modsat fortælleren. Dominerende, bestemmende og har noget at sige om alt hele tiden. Fortælleren spekulerer hele tiden på om han er forelsket, hvordan det føles og om man kan vide sig sikker.
Efter et stykke tid og en rejse rundt i Europa, fjerner Marianne sig mere og mere og flytter sammen med en anden mand. Nu går det op for fortælleren, at han er forelsket og hans tanker kredser om hende hele tiden. Efter et års tid dukker hun op igen og de begynder at ses igen. Marianne er godt nok gravid med den anden, men hun bestemmer, at fortælleren kan blive en ligeså god far som den rigtige far, hvorfor hun lige pludselig flytter ind igen. Historien gentager sig altså. Fortælleren konstaterer til sidst at han er ”lamslået ved tanken om, at den eneste i denne verden, der skal leve mit liv, er mig”.
Humoristisk
Dette er en bog som er rar at læse. Det er mennesketyper man kender og kan more sig over, mens man læser denne lille humoristiske bog om et menneske, hvis største frygt er at tage ansvar for eget liv.
Publiceret:
27. August 2009 Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger