Kvindehuset

Kriminalroman

Den walisiske kriminalkommissær McKenna efterforsker et mord, der bl.a. fører ham langt ud i de nordwalisiske bjerge.

Taylor skriver godt, tonen er den kendte melankolske. Og miljøet alene er rejsen værd. Kriminalromaner og England er nu noget særligt. Plottene er ofte mangesidede, men især er miljøet vigtigt. Det er i krimigenren, at samfundsskildringerne er i disse år, har en klog mand sagt et sted.

En lille by i Wales

Nu har krimilæserne været med Ian Rankin i Skotland. Med P. J. James i Norfolk og London. Med Reginald Hill i Yorkshire og Denise Mina i Glasgows barskere kvarterer. Alison G. Taylor tager læserne med til en lille unavngiven by i Wales. Så vidt jeg kan fornemme et sted midt inde i det nordlige. Vi lærer de små samfund, hvor fordomme trives og udefra kommende er det værste af alt, at kende. Plottet er ikke et, der spolerer nattesøvnen, men miljøskildringerne lever, og man kommer især ind på livet af bogens personer.

McKenna

Dette er 3. bind i serien om kriminalkommissær McKenna. I denne har McKenna atter problemer. En forfremmelse, han troede sig selvskreven til, gik til et ualmindeligt ubehageligt kvindemenneske. Og begrundelsen for, at han blev forbigået, er næsten den værste. Hans irske familiebaggrund.

Kvindehuset

I denne historie efterforskes Ned Jones’ død. Han var en særling og boede til leje hos en fjern niece, Edith Harris. Hun omgiver sig med sine døtre. Og stemningen i huset tryllebinder McKenna, der stadig vender tilbage til det sære kvindehus. Han tilbringer en del tid i huset sammen med den 13-årige sære Phoebe og hendes kat. Den gammelkloge pige var den første til at påpege det mistænkelige i onkel Neds død.

Miljøskildringer

Opklaringen af mordet fører McKenna ud i de walisiske bjerge, hvor menneskene lever meget isoleret. Igen er det miljøskildringerne, der bærer kvaliteten i bogen. Det hele handler i øvrigt ikke kun om onkel Neds død. Der er, som i de forrige bind, adskillige sidehandlinger, der alle bidrager til miljøskildringerne.

Melankoli

Man skal kunne værdsætte den melankolske tone for at holde af denne bog. Og her må jeg citere netboghandlen malicebooks.com’s site: "Sometimes I like them BLACK". Altså sindelaget hos de optrædende figurer i bøgerne. Men Taylor er ualmindelig velskrivende, og det opdager jeg jo kun, fordi fordanskningen er god!

Oprindeligt publiceret: 

Litteratursiden.dk, 2005