Kurs efter stjernerne

af Anne Tyler
Skrevet af: Helle Regitze Boesen, Haderslev Bibliotek
Redigeret af: Christine Kofoed, DBB
Kunstneren Jeremy lever et indesluttet liv. Men en dag flytter Mary ind i hans pensionat. Han forelsker sig i hende, men er stadig bange for livet og for at deltage aktivt i det.

Skræmt kunstner

Jeremy, en 40-årig kunstner, af udseende bleg, halvfed og pæreformet, lever en indesluttet tilværelse i det hus, hvor han har haft pensionat med sin nu afdøde mor. Han virker let autistisk, kan ikke fuldføre en sætning og er skræmt af alt. Han forlader således meget nødigt huset. Alligevel formår han at lægge "kurs efter stjernerne" via sin kunstneriske formåen.

Mary Tell

Mary Tell dumper med sin datter ind i Jeremys indskrænkede univers. Han forelsker sig i hende. Mary er en praktisk anlagt kvinde, hvis vigtigste rolle her i livet viser sig at være at føde børn i en uendelighed. Det gør hun så til den store guldmedalje.

Skiftende synsvinkler

Romanen spænder over 13 år fra 1960 til 1973. I hvert kapitel skifter fortælleren. Dels er det Jeremy selv, dels er det Mary, dels nogle af pensionærerne.

Inaktiv deltager

Som ventet er Jeremy ikke en aktiv deltager i familielivet. Han lader sig irritere over den konstante larm fra de mange børn og trækker sig op til sit kunstneratelier. Forholdet mellem de to tager en drastisk vending, da Mary foreslår, at de bliver gift! Jeremys undvigemanøvre er smertelig for Mary: "kan vi ikke bare lade som om vi er gift". Jeremy vil ikke være en aktiv deltager i sit eget liv. Han vil fortsat bo på pensionat. Også i sit forhold til Mary.

Skrøbelige personer

Personerne er vedkommende i al deres skrøbelighed, hvilket Tyler er eminent til at fange ind.

"Det ville gå bedre i verden, hvis alle boede på pension. Alle skulle have hver sit værelse med lås på døren. Der skulle være et større rum hvor alle kunne være sammen eller lade være, alt efter hvad de havde lyst til." Så enkelt udtrykker en af pensionærerne sit behov for social kontakt.

Begejstring

Forventningerne var store hos anbefaleren før læsningen af denne 30 år "gamle" roman fra Anne Tylers tidlige forfatterskab. Med min hidtidige begejstring for forfatterens romaner må jeg konstatere, at jeg igen har ladet mig overraske og begejstre.

Publiceret: 
29. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2004