Kunsten at kysse

af Holly-Jane Rahlens
Forside til bogen Kunsten at kysse
Skrevet af: Susan von Magius, Fortællingen
Redigeret af: Cecilie Frimann Hansen, Nota
Levende ungdomsbog om at kysse, leve og dø, elske og miste.

Bogens handling

Renées mor er succesfuld klummeskribent og forfatter, med kunsternavnet Dr. Mom. Igennem flere år har hun haft stor succes med at fortælle om sit liv til offentligheden. Desværre for Renée, så er hun en del af dette liv, og ofte emnet i sin mors skriverier. Ikke så fedt, når man er 15 år, pænt forvirret, og mest af alt trænger til fred, ro og privatliv, så man kan finde ud af hvad der er op og ned på livet, kroppen og kærligheden.

Men ro bliver der ikke meget af. Renées oprindelige sommerferieplaner går i vasken, og hendes mor tvinger hende i stedet med på promotiontur rundt i Tyskland. Renée arbejder ellers heftigt på at få lov til at blive alene hjemme, så hun kan pleje sin forelskelse i Phillip, men den går ikke. Mor og datter drager afsted, og ud over at møde moderens læsere og Tyskland, så møder de også sig selv og hinanden. Det løber ikke stille af. De bærer rundt på en masse usagt, og en stor og uforløst sorg.

Det bliver en sommer, hvor Renée oplever og opdager mange ting. Blandt andet, at man ikke selv kan bestemme og forudse hvem man forelsker sig i. Og at kunsten at kysse ikke nødvendigvis kan læres ved at læse en bog, men når man finder den rette, så går det helt af sig selv.

Sjov, rørende og ærlig

Kunsten at kysse: håndbog for begyndere er en fin, ærlig og velskrevet bog. Den er både sjov, rørende og vedkommende, på trods af det lidt usandsynlige – eller i hvert fald usædvanlige – liv Renée lever den sommer. Men følelserne er vist ganske virkelige. Heldigvis og desværre. Heldigvis, fordi det er stærkt at være 15 år og forelsket. Deværre, fordi det er hårdt at erkende, at vi i vores liv kommer til at sige farvel til mange, som vi egentlig ikke kan undvære.

En bog for dem, der gerne læser sjove, underholdende og rørende bøger, der når mange spadestik dybere end teenage chick-litt.

Publiceret: 
30. September 2009
Oprindeligt publiceret: 
Fortællingen.dk, 2008