Konventioner

n/a
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en gribende kærlighedshistorie. Izak er forsker og Helene er musiker og de er hovedpersonerne i dette moderne kærlighedsdrama.  

Izak og Helene

Izak Nowak er forsker og har et lille firma, som udvikler en ny måde at registrere bølgeaktivitet, som kan afdække tsunamier. Helene Estimar er musiker, en verdensberømt cellist.

De to mødes i Paris’ lufthavn Charles de Gaulle på vej hjem til København. Den ene fra en vigtig konference i Los Angeles og den anden fra en anstrengende koncert i New York. Deres første møde er ret banalt. Izak ser Helene og ved, at han er nødt til at se hende igen og laver en aftale med hende.

En kærlighedshistorie

Nu begynder en meget fin beskrivelse af deres kærlighedsforhold. De forelsker sig voldsomt i hinanden og er meget intense. De elsker meget, men skændes også højlydt. Helene har haft nogle få bekendtskaber og er præget af en nedtur hun havde efter at kæresten forlod hende. Som 4 årig spillede hun violin og som 6 årig begyndte hun at spille cello og blev undervist af sin far. Hun lever for sin musik og og øver mange timer hver dag – i ensomhed - for at komme helt til tops i musikverdenen.

Izak har haft flere kærlighedsforhold og har også en 13 årig datter, som han har et kærligt forhold til og tager sig meget af, selv om han arbejder hårdt. Han vil frem med sin forskning og udvikling af software til havovervågning.

Antropologen Nilen

Han har en rigtig god ven i Nilen, som er pensioneret antropolog og nogle år ældre end Izak. Nilen bliver også en god ven og samtalepartner for Helene, og det er gennem Nilen, vi hører kærlighedshistorien om Helene og Izak. Nilen giver os indblik i begges indre liv og også i sit eget.

Samtidig med at vi hører om Helene og Izaks udvikling og problemer i kærlighedsforholdet, får vi også Nilens egen historie. Hans kone Inge begik selvmord, og datteren Hanne giver ham skylden for det. Han har levet livet med en masse udenlandsophold og kærlighedsforhold til andre kvinder, mens han har overladt Inge og datteren meget til sig selv. Han er ikke bare en god ven for Izak, men nærmest som en far for ham, hvorimod han aldrig har kunnet opbygge et bare nogenlunde forhold til sin egen datter.

Han er jeg-fortælleren, der på den ene side har en vis distance til personerne, men også selv er grebet af deres problemer. Kærligheden er stor, men så dukker tangodanseren Joy op, og en ny verden åbner sig for Helene …

Hvad er kærlighed?

Romanen er et moderne kærlighedsdrama, fuld af overvejelser om, hvad kærlighed egentlig er, og de vilkår, vi selv giver den i vores traditionelle parforhold. Kærlighed bliver beskrevet på en indlevende og gribende måde – udover det sædvanlige, så det aldrig bliver fladt eller kedeligt.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet fire digtsamlinger og dette er hendes anden roman.

Oprindeligt publiceret på Litteratursiden

Relaterede links

Oprindeligt publiceret på: Litteratursiden.dk

Publiceret: 
n/a