Kongemordet
Magtkampe på Christiansborg
Romanen skildrer magtkampen hos socialdemokraterne efter nederlaget til Fogh i 2001. Meget i bogen svarer til de faktiske begivenheder, lige bortset fra den fiktive og voldelige finansminister Gert, der vil vælte den vaklende partiformand.
Gert tæver ofte sin kone Linda, der er en rap, men nu kuet og drikfældig forhenværende miss Danmark fra Sydhavnen. Samtidig bliver han vildt betaget af en ung tyrkisk pige Yasemin, som han ansætter som studentermedhjæler.
En god indsigt i livet på Christiansborg
I korte afsnit følger man på skift den groggy partiformand, den ambitiøse Gert, hans mishandlede kone og den kvikke unge pige, hvis familie har lagt helt andre planer for hende.
Det er en lang, men spændende roman, der både giver indsigt i intrigerne på Christiansborg og voldelige parforhold.
Bogen er skrevet ud fra en feministisk synsvinkel og Charlotte Damsgaard, der var hovedperson i romanen "Kronprinsessen" er også med her i en birolle.
En blanding af politisk virkelighed og fiktion
Romanen er blevet den største danske bogsucces i 2005 og er nok Hanne-Vibeke Holsts bedste bog. Jeg synes, at den er interessant, underholdende og indsigtsfuld.
Men jeg er ikke helt tryg ved denne blanding af politisk virkelighed og romanfiktion. Den fiktive Gert spiller politisk samme rolle som virkelighedens finansminister, men er forhåbentlig som privatperson langt fra denne.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger