Koncerten

af Kazuo Ishiguro
Skrevet af: Susanne Jacquette Jacobsen, Nota
Koncerten er en underfundig historie om en berømt klassisk pianist, Ryder. Han er blevet inviteret til at spille en koncert. Men Ryder erindrer ikke noget om at have aftalt nogen koncert. I det hele taget har han glemt det meste af sin fortid. Det giver anledning til mange underfundige begivenheder. Koncerten er en bog for dig, der godt kan lide en lidt anderledes og skæv historie.

 Høje forventninger

Koncerten er en underfundig historie om en berømt klassisk pianist, Ryder, der er blevet inviteret til at spille en koncert i en Europæisk by. Ryder ankommer og opdager at man på stedet har høje forventninger til hans besøg. Men Ryder erindrer ikke noget om at have aftalt nogen koncert. I det hele taget har han glemt det meste af sin fortid. Vi møder familiemedlemmer, venner og bekendte som han tror er fremmede. Men som i en drømmeverden genkender han på forunderlig vis dele af personernes karakterer.

Fortiden spiller ind

I mødet med de mange mennesker omkring ham til koncerten, husker han tilbage i glimt og fornemmelser. Det er i disse møder mellem glemt fortid og nutid, at der opstår en fornemmelse for hvad for en person Ryder er, og hvor han kommer fra. Samtidig opstår der hele tiden nye spørgsmål. Og det er dér bogen har sin force, ved hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved det bestående.

Følg strømmen

Det er en bog, hvor man for alt i verden ikke skal prøve at forstå en sammenhæng mellem de begivenheder der sker. Det kan ikke lade sig gøre, og det er heller ikke meningen. For at kunne nyde bogen skal man altså acceptere de manglende forklaringer og lade sig forføre af strømmen og den drømmeverden som Ryder tilsyneladende befinder sig i. Dette betyder dog ikke at man ikke kan finde hoved og hale i bogen. Man følger en rød tråd gennem hele romanen, der gør den spændende. En bog for dig der godt kan lide det lidt skæve og bogen er spændende, anderledes og særdeles velskreven.

 Om forfatteren

Kazuo Ishiguro er født i Nagasaki, Japan i 1954. Han flyttede til England med sin familie allerede som 6 årig og bor den dag i dag i London. Han har blandt andet læst engelsk og filosofi på universitetet i Cantebury. Han har vundet flere priser, blandt andet vandt han The Cheltenham Prize i 1995 for denne bog.
 

Filmatisering

En anden af Kazuo Ishiguros meget roste bøger Resten af dagen, blev i 1993 filmatiseret med Anthony Hopkins og Emma Thompson i hovedrollerne.
 
Publiceret: 
1. Juli 2009