København

af Katrine Marie Guldager
Skrevet af: Marianne M. Jensen, Kolding Bibliotek
Redigeret af: Christine Kofoed, DBB
En række sammenhængende noveller om livet og menneskerne i København. I et smukt og poetisk sprog behandles begreber som samfundet, fælles værdier og ansvar.

Mennesker i København

I København færdes mennesker. De passerer hinanden, mødes eller mødes slet ikke. Somme tider ser man ikke dem, man møder. For eksempel sociale udskud, der bliver usynlige, og som derfor risikerer at blive kørt over. Eller børn og gamle. De kan komme til at leve en underlig tilværelse på kanten af livet, fordi det er svært at passe dem ind i dagens kalender.

Sammenhængende noveller

Katrine Marie Guldager kalder sine tekster noveller. Men de er mere end det. For de hænger sammen med hinanden. Vi træffer personer og situationer igen og igen i fortællingerne. Hele tiden set fra nye synsvinkler. Som om alle er tangenter på den samme cirkel.

Noget på hjerte

Det er indholdet i den cirkel, Katrine Marie Guldager er i gang med at udforske. Er der noget i den? Har vi stadig et samfund med fælles værdier? Hvor går grænserne for ansvar kontra utidig indblanding? Det er velgørende at læse en forfatter, der har noget på hjerte. Især fordi hun netop udforsker i stedet for at belære.

Poetisk sprog

Men bedst af alt er sproget. Det er så smukt! Poetisk og tilsyneladende enkelt. Men man får en oplevelse af, at hvert eneste ord og hver eneste sætning er valgt ud præcis til den sammenhæng, de indgår i. Her er alt det, der skal være, men ikke noget overflødigt og ingen smarte virkemidler. Det er et sprog, der synger i én længe efter, at man har lagt bogen fra sig.

København er en sjælden nydelse. Gå endelig ikke glip af den.

Relaterede links

Se Katrine Marie Guldagers hjemmeside

Publiceret: 
29. Mar 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2004