Karla og Jonas

af Renée Toft Simonsen
Dette er en forside til bogen Karla og Jonas
Skrevet af: Lida Wengel, Horsens bibliotek
Redigeret af: Zap Mønsted, Nota
Skæg, sjov, farvestrålende og underholdende bog om Karla og Jonas og deres jagt på Jonas’ mor. Bogen er 4. del af serien om Karla og hendes liv.

Jeg læste bogen højt for min datter på 7 år, selvom jeg troede, hun var for lille til at forstå den. Men hun har set nogle af filmene om Karla, og som hun selv siger, ”mor hvis der er noget jeg ikke forstår, så spørger jeg jo bare”. Så vi gik i gang, og det var en stor succes.

Jonas, som vi har mødt i nogle af de andre bøger om Karla, bor jo på børnehjem. Han vil rigtig gerne finde sin mor, og Karla hjælper ham med at finde frem til navnet på moderen. De ved også, at hun boede på Sjælland, da Jonas blev født, så de stikker af til København for at finde hende. De finder hjælp hos Karlas friske farmor, der sætter hele kortklubben ind i problematikken. OG så sætter jagten ind.

Forfatteren skriver godt og meget mundret, når man skal læse højt. Der er nogle sjove personer i bogen. Selv er jeg ret vild med farmors veninde, Ragnhild, og min datter er helt pjattet med Lillebror og hans frække og sjove kommentarer.

Noget af det, der fungerer så godt, er, at man kan forholde sig til personerne. Det er meget hverdagsagtige ting, og Renée Toft Simonsen er god til at beskrive en kernefamilie anno 2006 (hvor bogen udkom første gang).

Forfatteren har været kritiseret for at være meget pædagogisk, men jeg synes hun pakker det troværdigt ind i handlingen, så for mig er det ikke noget at kritisere.

Bogen er lang, når man kun er 7 år, men min datter var med hele vejen, og nu er vi gået i gang med at læse de andre bøger om Karla.

 

Publiceret: 
28. November 2011
Oprindeligt publiceret: 
Fortællingen.dk, 2010