Juttas år

af Jette Kjærboe
Skrevet af: Anne Grete Jaconbsen, Det sønderjyske landsbibliotek
Redigeret af: Bent Larsen, Nota
Jutta er hovedperson og brevskriver i denne roman. Hun skriver breve til en veninde hvori det lille samfunds beboere beskrives på godt og ondt. Fin lille roman og dagliglivets mennesker

Jutta bor på en lille ø i det sydfynske øhav

Brevskriveren er Jutta, som i 1939 flytter til Flakhavn, hovedbyen på en lille ø i det Sydfynske øhav, sammen med sin mand Justus, som skal være øens postmester. I 1945 forlader de igen øen, fordi han har fået nyt embede.

Jutta skriver breve til veninden Albertine

I brevene til Albertine fortæller Jutta stort og småt om dagliglivet på øen, om hendes tanker og om de mennesker og oplevelser hun har. Godt nok foregår historien under besættelsen, men krigen er langt væk. Ind imellem brevene til Albertine blander der sig mange stemmer fra øens beboere.

I et lille samfund  kender man alt om alle, tror man

Tilsammen giver historierne et almengyldigt billede af en række personer i et lille og overskueligt samfund. På en gang kender alle hinanden, og de tror, de ved alt om hinanden, men alligevel er der masser af hemmeligheder, som gemmer sig i skuffer og skabe, i kældre og på lofter. Personerne fortæller om sig selv, men de samme personer bliver også beskrevet og kommenteret af andre, og på den måde bliver der tegnet nogle mere nuancerede portrætter.

Mange forskellige personers liv blliver beskrevet i brevene

Hvem er det så vi møder. Udover Jutta og hendes familie stifter vi bekendtskab med Dora, eller rettere fru sparekassedirektør Frede Langager, som hun kaldes, flygtningen Eric, Louise, som er født i en fin familie i USA, og hvis 3 ægtemænd er brødre. Der er Hansemand, som melder sig som soldat på Østfronten, og som ikke kan forstå, at han bliver anholdt, da han passerer grænsen i maj 1945, der er Britta, som har byens Tatol-forretning og mange flere, høj som lav, kvinder og mænd, unge og gamle, alle med deres drømme og ønsker for tilværelsen.

Anmelderens mening om bogen

Jeg synes, det er fabelagtig godt set og fortalt af Jette Kjærboe, hun har virkelig sans for de små fortællinger og de skæve og sjove synsvinkler. En del af personerne er gengangere fra romanen Albertines fortællinger fra 1992, men man kan godt læse Juttas år uden at have læst Albertines fortællinger.

Publiceret: 
23. Oktober 2007
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2006