Jonathan Strange & Mr. Norrell

af Susanna Clarke
Skrevet af: Kirsten Skovgaard Hansen, Allerød Bibliotek
Redigeret af: Stig Lyngaard Hansen, DBB
Susanna Clarke har skrevet en stor roman om to magikere i 1800 tallets England. Bogen er en fin skildring af det klassedelte engelske samfund og vi hører om mange historiske begivenheder. Bogen blander historie og fantasy og er en ren nydelse. En herlig blanding af historisk roman og fantasy om to engelske magikere i året 1807, hvor England fører krig mod Napoleon.

Mr. Norrell

Vi møder den ældste af magikerne, Mr. Norrell, gennem Selskabet af teoretiske magikere, der mødes i York. Under et møde - meget vittigt beskrevet - enes man om at bede en udøvende magiker om at demonstrere sin kunnen. Opfordringen rettes mod den sky Mr. Norrell, og den opsigtsvækkende begivenhed finder sted i katedralen i York.

Jonathan Strange

Senere flytter Mr. Norell til London og bliver feteret i selskabslivet. Her møder han den yngre, udadvendte, nygifte Jonathan Strange, der bliver elev hos ham, indtil deres veje skilles, da Jonathan Strange bekender sig til Ravnekongens magi. Det får senere fatale følger for ham.

Sejren ved Waterloo

Det går ikke særlig godt for englænderne i krigen mod Napoleon. Men efter at have læst bogen ved vi nu, hvordan det lykkedes englænderne at sejre ved Waterloo. Her hjalp Jonathan Strange den engelske hær, efter først at have været i Portugal og Spanien for at jage franskmændene bort. I den forbindelse fik det engelske krigsministerium ganske vist en klage fra Spanien, blot fordi magikeren havde flyttet om på floderne.

En ren nydelse

Romanen er ren nydelse, den skal læses langsomt. Undervejs får man en fin satirisk skildring af tidens engelske klassedelte samfund med autentiske personer som Lord Byron, Hertugen af Wellington, Kong George III m.m. Bogen har et omfattende noteapparat, der fortæller om engelske feer og Ravnekongens historie og magi. Man må endelig ikke snyde sig for denne del, da den underbygger selve romanens handling.

En kultbog

Selvom de første 150 sider kræver en tålmodig læser, og læseren gerne må have en svaghed for engelsk 1800-tals litteratur, har bogen potentiale til at blive en kultbog.

På et senere tidspunkt kan vi opleve bogen filmatiseret, da rettighederne er solgt til selskabet bag "Ringenes Herre".

Relaterede links

Besøg bogens hjemmeside


Publiceret: 
26. Apr 2006
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2006