Indtoget i Kautokeino

af Martin Petersen
Skrevet af: Karin Hviid, Horsens Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Bogen er et bevægende historisk drama. Handlingen foregår i Nord-Norge for ca. 150 år siden. Uro og utryghed plager samerne. En svensk præst prædiker omvendelse. Det fører til alvorlige optøjer med flere dræbte. 

Et historisk drama

Martin Petersen har skrevet en bevægende, dokumentarisk roman om et historisk norsk-samisk drama med et aktuelt tema.

På rejse i Norge

Gennem rejser i det nordligste Norge er forfatteren Martin Petersen blevet bekendt med nogle begivenheder, som fandt sted dér for 150 år siden, og som han har været ”nødt til at grave op og transportere hertil”.

Samerne

Samerne levede i århundreder i pagt med de betingelser, de blev givet af naturen. Så kom civilisationen til dem i form af kristendommen. Den kunne de leve med uden de store ændringer i deres frie liv. Men da brændevinen i 1840’erne kom til Sameland, fik det alvorlige følger. Den gav varmen, men renhjord og familie blev forsømt, og uro og utryghed blev følgen. Samerne var også trængt af nybyggere, som begyndte at opdyrke jordstykker langs Nordnorges kyst, hvor renerne var vant til at færdes uhindret om sommeren.

Omvendelse

Reaktionen kom i form af den svenske præst Lars Levi Læstadius, som prædikede omvendelse og genfødsel på en meget følelsespræget måde og med mange naturmetaforer fra samernes verden: ”Verdens herrer smører deres struber med djævlens pis, og bønder og fjeldsamer følger deres eksempel og dyrker den forkerte gud. Ja, når et menneske fødes, dyrker det den gud som er i endetarmen, og når det dør, dyrkes den samme gud igen". Mange samer fulgte ham. De blev genfødt og vaktes til handling. Kunne de ikke omvende andre ved ord alene, tog de birkeris i brug.

Dramatiske begivenheder

Situationen tilspidsedes, da øvrigheden fængslede nogle af samernes anførere, og kulminerede, da de vakte samer gik til angreb på købmand, lensmand og præst. Resultatet af hele forløbet kunne gøres op: 2 dræbte, 2 henrettede, 3 døde i fængslet og mange idømt langvarige tugthusstraffe.

To synsvinkler

Martin Petersen lader os opleve begivenhederne set gennem to personers øjne, den unge same Thomas Eira og den norske præst Frederik Hvoslef. Begge er historiske personer, men forfatteren benytter sin digteriske frihed til at fortolke begivenhederne gennem dem. Undervejs er også flittigt citeret fra sagens akter. Noget endeligt svar på, hvad der får mennesker til at tro, at de har ret til at dræbe, giver han dog ikke.

Publiceret: 
11. August 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005