I spænd

af Dorte Holm
Skrevet af: Lone Krøgh, Limfjordsbibliotekerne - Lemvig
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Vi følger Sanne og de to kvinder, som hun deler lejlighed med i København. Uddannelse, mænd, karriere er blot nogle af bogens temaer. En meget underholdende og let læst generationsroman.   

Litteratur om unge kvinder i storbyen

Hører du til dem, der har slugt Bridget Jones’ dagbog, Sushi for begyndere, Nynnes dagbog og alle de andre bøger om unge kvinder i storbyen? Så vil du sikkert også nyde at læse om Sanne, Mimi og Marias trængsler med kærligheden, karrieren og kunsten i København sidst i 1990’erne.

En historie om tre forskellige kvinder

Den idealistiske Sanne er først i 20’erne og skal til at læse spansk. Hun har fået en lidt for dyr lejlighed og finder i hast to lejere: Den ambitiøse Mimi fra Skælskør og kommende stud. jur. Og den uregerlige og lidenskabelige, rødhårede kunstnerspire Maria. Umiddelbart er de tre kvinder vidt forskellige af temperament og livsindstilling, men de viser sig at gå fint i spænd sammen. De følges gennem lyst og nød i 4½ år, og det bliver til ikke så lidt. På det professionelle plan blandt andet et afbrudt studium. Et studium, der bliver udskudt på grund af barsel, og en debut som maler. Med hensyn til kærligheden er der både opture og nedture og frem og tilbage. En vil ikke kendes ved sit barns far og vil bortadoptere barnet. En forelsker sig i en anden kvinde, som er gift til anden side Ogg en kan ikke rigtig finde ud af at prioritere den kæreste, som ellers har det hele og er til livsvarige forhold.

Let læst

Mænd, kærestesorger, venindesnak, cafe- og værtshusbesøg og grublerier om den eneste ene er gennemgående temaer i denne underholdende generationsroman. Den er let og hurtigt læst, og et par timers selskab med de damer Sanne, Mimi og Maria er ikke det værste, man kan bruge en aften på.

Publiceret: 
12. November 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2004