Hjertebånd

af Hanne Reintoft
Skrevet af: Anne Grete Jacobsen, Ikast Bibliotek
Redigeret af: Christine Kofoed, DBB
Historisk roman om 1600-tallets krige mellem Danmark og Sverige. I centrum er en dansksindet familie og dens 4 sønner, der hver spiller en rolle på forskellige sider i krigen. De bliver derved til et billede på den storpolitiske strid, som ses gennem almindelige menneskers øjne.

Persongalleri

Persongalleriet i Hanne Reintofts seneste roman er de dansksindede i Skåne: bondeparret Boel og Malte og deres fire sønner, præsten Jakob Baden og godsejerfamilien Krabbe. Disse tre spor krydses gentagne gange i romanen. På den måde beskrives krigens konsekvenser for adel og borger, præster og bønder. Dels den materielle forarmelse som følge af danske og svenske soldaters plyndringstogter, og dels den åndelige forvirring over at skulle opgive dansk sindelag til fordel for svensk.

Forfatterens sympati ligger utvivlsomt hos almuebefolkningen, der først bliver ramt, når sult og mangelsygdomme hærger. Dog understreges det også, at nøden kan føre til ekstra sammenhold mellem rig og fattig. I det hele taget får man et godt indtryk af, at alle samfundslag indeholder både gode og onde mennesker.

Gammeldags sprog

Reintoft skriver i et bevidst gammeldags sprog, der hensætter læseren til tiden og stedet. Som med andre historiske romaner kan man som læser ind i mellem synes, at nu fortaber forfatteren sig i historiske detaljer. Heldigvis handler bogen mest om helt almindelige mennesker. Deres skæbne bliver et billede på, hvordan krig til alle tider både afstumper og skaber helte.

De fire sønner

Boels sønneflok rummer det hele: den ældste kommer med i krigen som læge for den danske konge. Økonomisk hjælp fra godsejerfamilien har gjort det muligt for ham at studere. Den næstældste, der gennem barndommen har været skinsyg på storebroderen netop på grund af dennes velgører, går i krig for den svenske konge. Mens de to yngste sønner ender som snaphaner, dansksindede guerillasoldater.

Brødrenes rivaliseringer bliver således et billede på den storpolitiske strid mellem broderfolk, der fører til brodermord, hævn og bristede hjertebånd!

Ved bogens slutning er krigen også slut, og den eneste overlevende søn affinder sig med, at Skåne endegyldigt er svensk land. Nu tæller først og fremmest freden!

Relaterede links

Læs biografi om Hanne Reintoft på Litteratursiden.dk
Læs biografi om Hanne Reintoft i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Publiceret: 
4. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2004