Havet i Theresienstadt
Daniel er læger og forsøger at redde mennesker fra den sikre død
Daniel Faigel er næsten færdiguddannet som læge, da han i 1943 bliver sendt til Theresienstadt sammen med mange andre danske jøder. I lejren arbejder han om dagen som læge i lejrens hospital, og han prøver at redde bare nogle få fra døden eller fra de frygtede transporter østpå. Om natten bliver han kørt til Prag, hvor han skal tilse de prostituerede på nazisternes bordel.
Midt i lejrens helvede, forelsker han sig i Ludmilla
Midt i dette, som nærmest minder om Hieronymus Bosch berømte billede af Helvede, møder han den tjekkiske jødinde Ludmilla, og de bliver forelskede i hinanden. Med sig i bagagen har Daniel et fotoalbum med billeder af hans familie og fra hans barndom ved havet i Nordsjælland. Øjebliksbilleder, som ser lykkelige og fredsommelige ud, men - finder vi efterhånden ud af - er alt andet.
Begge har tragiske oplevelser med sig hjemmefra, men sammen får de et øjebliks fred
Også Ludmilla har mange traumer fra sin ungdom, og derfor er de i starten meget famlende og usikre på, om de tør kærligheden. Livet som koncentrationslejrfange bliver levet med sult, sygdom og død, men også med smukke stunder med musik spillet af de mange verdensberømte jødiske musikere, som er i lejren.
Røde Kors blev narret ved kontrolbesøgene
Røde Kors kommer på besøg, og det er næsten tragikomisk at læse om, hvordan lejren bliver forberedt til besøget med nymalede facader og instruktion af de fanger, der ser mindst udmarvede ud, så lejren kommer til at fremstå som et lykkeligt sted.
Theresienstadt eksisterede i virkeligheden og kun enkelte overlevede
Morten Brask hørte for en del år siden Ralf Oppenhejm fortælle om sin tid i Theresienstadt, og han besluttede sig dengang for at fortælle det, som han kalder "Verdens største fortælling". Heldigvis, for dermed har vi fået en roman, som gør et uudsletteligt indtryk, og som ikke lige er til at ryste af sig med det samme.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger
