Harry Potter og Halvblodsprinsen

af Joanne K Rowling
Skrevet af: Jacob Bonde Rasmussen, DBB
Det er almindelig hverdag på Hogwarts med kærlighedssorger og undervisning i trolddom. Men dødsgardister hænger landet. Harry og Dumledore forsøger at trænge bag den onde Voldemorts sind. Det er svært, at skulle vente på det endelig opgør i næste bog. Det er Harry Potters sjette hæsblæsende år på Hogwarts. Alle de oplevelser Harry har gennemgået i de seneste fem bøger af Joanne Rowling er svære at forene med, at han kun har været fem år på kostskolen. Ikke just en kedelig hverdag ham Potter oplever.

Potter for nye læsere

Harry Potter er titlen på en serie populære bøger skrevet af J. K. Rowling. De 3 første af bøgerne er derfor også blevet filmatiseret - og nummer 4 har premiere i Danmark den 25. november. Historien handler om Harry Potter, som finder ud af, at han i virkeligheden er en troldmand, og han starter derfor på den magiske skole Hogwarts, hvor han oplever en masse eventyr. Lige nu er der udkommet seks bøger ud af de syv, forfatteren har udtalt, der kommer.

Bøgerne:

  • Harry Potter og De Vises Sten
  • Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
  • Harry Potter og fangen fra Azkaban
  • Harry Potter og Flammernes Pokal
  • Harry Potter og Fønixordenen
  • Harry Potter og Halvblodsprinsen  

Halvblodsprinsen - handling

Ministeriet For Magi kæmper forgæves imod Lord Voldemort og hans dødsgardister. Det onde hærger overalt - selv over mugglernes (menneskenes) verden hænger der tunge skyer. Den engelske premierminister må bekymret få status fra magiens minister. En ganske underholdende start på bogen.

Som sædvanlig må Potter tilbringe sin sommerferie i ufrivilligt eksil hos moster Petunia, onkel Vernon og den meget forkælede fætter Dudley. Men i ganske kort tid denne gang. Albus Dumbledore, rektor på troldmandsskolen Hogwarts, kommer for at hente ham. Potter skal hjælpe Dumbledore med en opgave.

En stor del af bogen handler i høj grad om forholdet mellem Harry og Dumbledore og deres fælles kamp imod Voldemort. De forsøger at trænge bag om Voldemorts sind, via en række rejser ind i andre folks hukommelser - hos personer, der har været tæt på Ondheden.

Sideløbende med denne handling, har Harry som sædvanlig travlt med at overvåge og strides med Draco Malfoy. Hvad har Draco gang i denne gang? Og hvem er ’Halvblodsprinsen’, personen bag den eleksir-bog, som Harry Potter tilfældigt får udleveret - og som pludselig gør Potter til ekspert i brygning af eleksirer. Noget Serverus Snape ikke helt kan forlige sig med.

Vurdering

Ikke alt får man svar på i denne sjette bog, hvor man med slutningen sprænges efter at læse den sidste bog. Der er lagt op til den helt store finale.

Det er især i den allersidste halvdel, hvor der kommer fart over feltet, at bogen fanger min interesse. Generelt er der ud fra min synsvinkel for meget fnidderfnadder i bogen om kærlighedssorger og Quidditch-kampe (særlig sportsgren på flyvende koste). Men måske er netop denne del mest interessant for de yngre årgange - det vil jeg tror. Det er da også en af grundene til, at Rowlings bøger at så vellidte af både børn og voksne - historierne spænder vidt. Det er skam ingen skam som voksen at læse Potter.

Publiceret: 
17. Oktober 2005