Glemt latter

af Marcia Willett
Skrevet af: Bodil Tuxen, Assens Bibliotek
Redigeret af: Christine Kofoed, DBB
Varm kærligheds- og familieroman centreret om feriecenteret Foxhole i England. Brigid og hendes mand Humphrey driver centeret, hvor også flere af deres familiemedlemmer bor.

Feriecenteret og dets beboere

I nærheden af Exeter i det sydlige England driver Brigid og hendes mand, Humphrey, et lille feriecenter i en gammel gård, Foxhole, nær Dartmoor Hede. Humphrey er forsyningsofficer på Bahamaøerne. Så Brigid er vant til selv at klare den daglige drift. Denne sommer optager Frummie, Brigids 70-årige mor, én af ferieboligerne. Hun ikke har råd til at bo andre steder. Brigids yngre halvsøster, Jemima, har en lejlighed i nærheden. De to søstre kender dog ikke meget til hinanden. Det skyldes, at Brigids mor forlod hjemmet, mens Brigid endnu var barn.

Louise

I toget på vej til ferie i Brigids feriecenter erkender Louise, at hendes samlever nok er hende utro. Louise har i 3 år holdt ferie i Foxhole. Meget hurtigt opstår der venskab mellem hende og Frummie, som bliver en stor støtte for Louise.

Alexander

Da Humphrey er hjemme på orlov, fortæller han, at nu kommer også hans far, Alexander, for at bo en tid hos dem. Brigid er frustreret over, at skulle have en fremmed så tæt inde på livet i længere tid. Men Alexander bliver en charmerende og positiv overraskelse for alle.

Varm kærlighedsroman

Romanen er en dejlig varm kærligheds- og familieroman med mange hovedpersoner og flere sideløbende kærlighedshistorier. Ca. halvvejs inde i romanen dukker Alexander op. Via hans tolerante og livskloge indstilling får personerne løst op for deres angst, problemer og fortrængninger. Alexander kommer derved til at stå som en slags forløser af den glemte latter. Til sidst drager han selv videre til en helt anden og overraskende tilværelse.

Jeg har tidligere læst forfatterens andre romaner og vil gerne anbefale både forfatteren og denne underholdende ”dameroman”.

Tidligere udgivelser

Marcia Willetts bøger er letlæste og minder bl.a. om Rosamunde Pilchers. Af forfatteren er tidligere kommet Huset på heden, 2002, Skumringstimen,2003 og Chadwick-trilogien: Fremtids håb, 2002, Trygge rammer, 2002 og Nye mål, 2003.

Relaterede links

Se Marcia Willetts engelske hjemmeside

Publiceret: 
21. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2004