Glasbjerget

af Tove Pilgaard
Skrevet af: Karen Friis, Nota
Glasbjerget handler om pigen Inge. Med Inge i centrum skildres livet på landet i 1930erne. I korte kapitler fortælles der indfølende om mennesker i en tid, der engang var.

Handling

Tove Pilgaard fortæller i denne fine lille bog om pigen Inge fra hun er ca. 2 år til hun nærmer sig puberteten. Bogen foregår på en gård i 30ernes Jylland.

Der fortælles om familien, legekammerater og naturen lige omkring et barns verden under opvæksten.

Hovedpersonerne er Inge og moderen. Inge er den yngste i søskendeflokken. Vi hører også om faderen, broderen Sivert, og søstrene Anne og Johanne. Vi ser alt med Inges øjne.

Moderen er den dygtige husmor, der styrer alt med hensyn til husholdning og børneopdragelse. Faderen er tavs og arbejder konstant for at få penge nok til at betale renter og afdrag. Sivert vil gerne læse, men bliver tvunget til at arbejde som karl hjemme på gården, fordi hans arbejdskraft er nødvendig. De to store søstre har plads i huset, men kommer af og til hjem på besøg.

Fin lille skildring

Bogen er en fin lille, præcist sanset, skildring af et barns opvækst. Inge er kvik, hun opdager verden omkring sig og lærer at indordne sig. Hun er levende optaget af verden omkring sig, og hun oplever kærlighed i familien.

Bogen kan anbefales, fordi det er en ligetil skildring af livet på landet. I korte kapitler fortælles der afdæmpet, klogt og indfølende om mennesker i en tid, der engang var.

Publiceret: 
18. Januar 2005