Forsvindingsnummer

af Thue Friislund
Skrevet af: Marianne Träff, Hillerød Bibliotekerne
Redigeret af: Bent Larsen, Nota
14 små noveller om hverdagens danskere og deres liv med de problemer og tanker det giver. Friislunds noveller handler for de flestes vedkommende om helt almindelige menneskers ensomhed på en helt almindelig dag i en helt almindelig kontekst. Et par af novellerne er virkelig gode, og personerne herfra ville jeg gerne lære nærmere at kende.

Novellen om situation i sommerhuset

Novellen Stregkoder handler om et midaldrende ægtepar, der tager på ferie i sommerhuset. Manden har besluttet, at alle deres billeder skal ordnes, systematiseres og klassificeres. Alt, hvad falder uden for fars smag, bliver censureret og får saksen at smage. Der bliver fraklippet himmel og hav og de personer, der ikke er centrerede eller skarpe nok ryger sig også en tur. Der bliver rigtig redigeret i virkeligheden. Hustruen boykotter projektet, og da de skal hjem, har hun lavet sit eget fotoalbum med alle fraklippene. Det er da sjovt. Kender vi ikke alle begge typer.

Novellen om den forladte ægtemand møder op til vejfest

I Vejfesten møder ægtemanden, der lige er blevet forladt af hustruen gennem mange år, op til vejfest. Det slipper han ikke helskindet fra. Jeg morede mig, for alt, hvad der sker for vor mand, er hentet lige fra virkeligheden. Hvilken vejfest er ikke leveringsdygtig i en brovtende ølmave, der kan lide at slå på tæven.

Ikke alle personer er beskrevet lige godt

Alligevel er der noget der stritter, når man læser novellerne samlet. Personerne fremstilles som gennemsigtige, vage konturer. Mange stille eksistenser kommer til orde, men brænder ikke igennem og huskes knapt, når novellen er slut.

Anmelderens mening om bogen

Der er noget konstrueret over novellen Forsvindingsnummer. Flere af novellerne er uforløste og lange i spyttet. Desuden kan jeg ikke rigtigt genkende personerne, som mennesker der lever i år 2007. At læse samlingen er som at falde ned i en tidslomme, sådan lidt 70er-agtigt. Jeg læste og læste, glemte og genlæste og forstod mindre og mindre. Jeg ville hellere lære ægteparret fra Stregkoder og singlen fra Vejfesten bedre at kende, altså lidt færre historier, men med lidt mere kød på. Jeg håber, at næste udgivelse bliver en roman, for potentialet er der!

Publiceret: 
17. Juli 2007
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2007