Esset i ærmet
Klassisk udviklingshistorie
Romanen er en klassisk udviklingshistorie med den 25-årige Bob Dollar som den centrale skikkelse. Han er vokset op hos sin onkel Tam i Denver. Forældrene forlod ham som 8-årig, da de uden varsel og forklaring rejste til Alaska.
Global Flæskesvær
Historien starter, da Bob forlader onklen for at rejse til prærieområdet Panhandle mellem Texas og Oklahoma. Han har fået arbejde for firmaet Global Flæskesvær som opkøber af jord til store svinefarme. Da store ildelugtende svinefarme ikke just er velkomne, må Bob optræde uden at erklære sit egentlige ærinde.
Landsbyen Woolybucket
Han ankommer til landsbyen Woolybucket, hvis miljø, natur og indbyggere danner rammen om resten af romanen. Han lejer en hytte hos enken LaVon Fronk, som er egnens lokalhistoriske opslagsværk. Hun indfører Bob i, hvad der er værd at vide om byen og indbyggerne. Bob inddrages mere og mere i byens liv og nerve. Og jo mere han kommer til at kende og holde af Woolybucket, jo sværere får han det med Global Flæskesvær og den opgave, han er sendt ud på.
Farverige sidehistorier
Esset i ærmet har mange farverige sidehistorier om indbyggerne i Woolybucket og omegn og deres nutid og fortid. Romanen diskuterer tidens normer og værdier og de muligheder og valg, der til alle tider er i ethvert menneskes liv. Bogen har den samme stoflighed som Annie Proulxs første roman, Sidste nyt fra havnen. Forfatteren har en særlig evne til at skabe billeder i læserens hoved. Og især et talent for usædvanlige sammenligninger som f.eks. når hun beskriver en græsplæne "som et strutskørt af græs omkring et gulbrunt domhus". Eller når hun benævner onkel Tam og hans makker "som et par kirsebær på samme stilk".
Humor og sympati
Esset i ærmet er fuld af humor og sympati for sine personer. En sympati man som læser overtager. Samtidig deltager man intenst i Bob Dollars udviklingshistorie og i de essentielle livsovervejelser, han bliver nødt til at gøre sig. Læs romanen inden den bliver filmatiseret. Der er helt sikkert film i Esset i ærmet.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger