Esbern
En ny roman
Jeg har haft et lidt anstrengt forhold til Klaus Rifbjerg. Mit første møde med Rifbjerg var i gymnasietiden, hvor det sidste man tænkte på, var kronisk uskyld. Men nu vil skæbnen, at vi mødes igen - denne gang med romanen Esbern.
Tilbage i tiden
Romanen udspiller sig i tiden 1912-1938. Vi følger Esbern Dahlman-Winther, hans familie og deres omgangskreds. Der skiftes jævnligt mellem personerne hvis øjne vi oplever romanen ud fra. Der springes i tid og sted. Disse skift markeres i romanen af et lille klip fra datidens medier: Avis og radio. Og de er ofte ret sjove.
Hvem er hvem
Hvis man som jeg lider af store sorte huller i hukommelsen, tager man tit sig selv i at bladre tilbage for at finde ud af, hvem personen er, og hvad personens relation er til de andre. Det er dog kun i de første kapitler. Derefter falder det efterhånden på plads.
Tæt på personerne
Bogen handler om Esbern og om hans søgen efter indsigt, oplevelser, mening og sex. Kort sagt alt det der gør livet værd at leve. Men det er bipersonerne, deres liv og skæbne, der gør, at bogen går fra god til rigtig god. Der er eminente skildringer af de forskellige personer i bogen. Og man kommer et pænt stykke ind under huden på dem. Plus nogle gange langt ned i bukserne. Der er masser af sex i denne roman. Dette krydres yderligere af Rifbjergs enorme viden og små intertextualiteter om den tid, romanen er skrevet i.
En god bog
Alt i alt en god bog med mange sjove optrin som vinduespisning og pibepolering. Bogen appellerer bredt, men henvender sig nok mest til folk, der er vant til at læse. Forstået på den måde, at man skal være vant til forskellige fortælletekniske variationer. Godt solidt håndværk fra Rifbjerg.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger