En uskyldig tid

af Jonny Halberg
Skrevet af: Helle R Boesen, Haderslev Bibliotek
Redigeret af: Lene Harder, DBB
En uskyldig tid er en barsk roman og parret Jan og Julie. Jan og Julie har mistet deres 5-årige søn ved en trafikulykke. Julie forsvinder på mystisk vis og Jan begiver sig ud på en trøstesløs rejse gennem Europa for at finde hende.

En kaotisk verden

En barsk roman om kærlighed, venskab og vold samt om en surrealistisk rejse fra den norske by Moss via København til Prag.

En uskyldig tid er IKKE uskyldig, snarere det modsatte. Verden er kaotisk for parret Jan og Julie, efter de har mistet deres 5-årige søn ved en trafikulykke. De er begge meget skyldige i deres flakkende samliv.

Jan og Julie

Jan er beskrevet som temmelig afstumpet: han er Julie utro med en af hendes veninder og gør muligvis veninden gravid. Samtidig er han godt på vej ind i alkoholisme, mens Julie i sin fortvivlelse kun kan tænke på hævn. Der er en dyb splittelse mellem de to, som næsten er ubærlig, og som uddybes af "venskabet" med en mystisk ung, høj mand, Rein Skåre. Han er helten i forholdet mellem Jan og Julie.

En rejse

Julie forsvinder på mystisk vis, og Jan begiver sig nu med Rein ud på en trøstesløs rejse gennem Europa. Rejsens mål er for Jan at genforenes med Julie, mens Reins formål er mere diffust. Hovedmotivet er at finde lederen af en sekt, hvis mål er at sabotere alt, hvad McDonalds står for af imperialisme og kapitalisme.

En rejse

Rejsen byder på ophold i København, inden turen går gennem Europa til Prag. Undervejs møder de to følgesvende mange rå personer i form af alfonser og terrorister, hvilket gør den til noget af en odyssé. Beretningen skrider fremad i et godt tempo med passager af en overraskende stille afklaring og forundring: Julie viser sig at kunne dræbe et dyr, nemlig en lemlæstet ko.

En rå roman

Forfatteren skriver kompromisløst, og fortællingen fungerer på helt egne præmisser. Læsere, der begejstredes over hans bog Oversvømmelse, vil blive forundret over denne rå roman. Men skrive det kan han, så man hænger på. Om den overraskende vidtløftige slutning bringer klarhed over Jans odyssé, vil jeg lade stå åbent.

Publiceret: 
25. April 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005