En ægtemand
Hjemmet
Henrik og Jette har været gift i mange år. De har 2 efternølere boende hjemme og udadtil ser alt ud til at fungere godt.
Henrik står for alt det praktiske i hjemmet, mens Jette hver dag tager ind til et spændende arbejde iført makeup og høje hæle. Når hun kommer hjem, skynder hun sig at tage det pæne tøj af og tager noget gammelt tøj på.
Skænderier
Henrik tænker på, om Jette flirter med andre mænd, når hun er på arbejde. Han bliver mistroisk over for Jette, og han føler, at Jette lukker ham ude og undgår ham.
Luften dirrer af spændinger mellem dem. Et langt samlivs fortielser og beskyldninger hober sig op. Børnene må høre på mange skænderier.
Hårdknude
Henrik føler han skal balancere på en line. Tingene bliver ikke sagt direkte. Alt imellem dem er blevet til tegn og skal tydes. Henrik kan ikke længere tyde Jette. Han synes, hun er blevet kold og fjern, og han begynder at tvivle på, om hun overhovedet vil have ham mere.
Drama om et ægteskab
En ægtemand udspiller sig over en enkelt weekend. Men det bliver en weekend, der vender op og ned på Jette og Henriks liv.
Bogen er så godt skrevet, at man får helt ondt i maven af at læse om alle de misforståelser og uforløste skænderier der opstår mellem dem. Man sidder tilbage og ønsker, at de dog bare ville tale ordentligt om tingene. Men sådan fungerer det jo desværre ikke altid.
Romanen kredser til stadighed om et brud, men om det kommer så vidt, vil jeg ikke røbe. Det må du selv finde ud af ved at læse bogen!
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger