Elinor Marks fulde fem

af Trine Andersen
Skrevet af: Lise Heding, HvidovreBibliotekerne
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Den gamle dame Elinor Mark forsvinder en aften fra plejehjemmet Soldug. Man følger to kriminalbetjentes opklaringsarbejde med sagen, og Bella som arbejder på Soldug. Man hører historien om Elinor Marks liv. Bogen er let læst og underholdende.

En gammel dame forsvinder

Bella har et studenterjob med rengøring på plejehjemmet Soldug. En muligvis dement gammel dame forsvinder, og et kriminalpar bestående af en ældre, erfaren assistent og den helt unge Axel bliver sat på opgaven at finde hende. Romanen beskriver disse forskellige personer, deres tanker og forestillinger om den gamle dames forsvinden samt selve hovedpersonen, Elinor Mark, der på sin sidste tur ud i verden når at gennemleve og revidere et helt liv. Historien lægger op til noget uforklarligt, måske kriminelt, i den gamle dames forsvinden.

Bella

Parallelt med de to kriminalbetjentes efterforskning følger vi Bella og hendes arbejde på plejehjemmet. Vi gennemlever den ubehagelige aften, som også hos hende sætter tanker i gang om, at der er noget galt. Hun bliver fyret, men kan ikke slippe tankerne og begynder at efterforske på egen hånd. Hun krydser betjentene på deres vej, og amoriner opstår måske mellem hende og Axel.

Soldug

Som læser bliver man fanget ind af disse dystre forestillinger om det ellers så mønsteragtige plejehjem med navnet Soldug. Bliver de gamle myrdet, hvis de ikke passer korrekt ind i helheden, hvis de råber op og er utilfredse?

Elinor Marks liv

Det er dog ikke som krimi, at jeg vil anbefale bogen. Plottet fuser lidt ud, og man risikerer at blive skuffet. Derimod er historien om Elinor Marks liv med mand og børn og hendes kunstneriske udvikling absolut værd at læse. Keramikfremstillingen fylder meget i hendes liv og er en nødvendighed, men måske også en flugt. Den giver endeløs dårlig samvittighed over for mand og børn, og da manden får sig en elskerinde, føler hun, at det er, fordi hun har svigtet. Elskerinden flytter imidlertid ind på samme plejehjem, og dennes helt andet syn på begivenhedsforløbet tvinger Elinor Mark til at revidere sit eget liv.

Den sidste tid

Læseren følger hendes sidste dage, der foregår delvis i tågede tanker om nuet og med pludselige klarsyn. Hun gennemlever sine erindringer, hvor den nye viden fører til undren og forståelse. Hendes demens er gribende og medrivende beskrevet. Der er i bogen et budskab om kunstens nødvendighed i livet og en tro på, at det aldrig er for sent at revidere sit liv. Bogen er letlæst og underholdende.

Publiceret: 
17. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003