Døden fra Lübeck

Døden fra Lübeck er den ikke særlig opmuntrende titel på Henrik Nordbrandts erindringer fra 1950ernes Danmark, og modsat mange andre barndomserindringer er her ingen hyggelige historier fra en svunden tid. Henrik Nordbrandt indleder da også bogen med at fastslå, at nostalgi ikke er noget for ham. Det står hurtigt klart, at barndommen ikke var en lykkelig og legende tid, men derfor er bogen langt fra en trist affære.

Tallerkener bør komme før børn?
 

Henrik Nordbrandt blev født i 1945 på Frederiksberg. Uønsket fandt han senere ud af, da faderen mente, at man skulle have service og bestik til 12 personer, før der kom børn. Den plan kom Henrik dog i vejen for. Tørt konstateres det, at forældrene nok ikke skulle have giftet sig. At moderen ikke var egnet til at have børn og læste de helt forkerte bøger om opdragelse, den slags hvor fysisk kontakt ikke anbefales.

Aversionernes holdeplads
 

Mange ting står for skud i bogen, og Henrik Nordbrandt er da også kendt for at lufte sine aversioner åbenlyst. Han debuterede i 1966, har høstet fine anmeldelser og været en flittig samfundsdebattør. Blandt andet har Danmark, danskhed, brun sovs og dansk humor fået kniven gennem tiderne. I Døden fra Lübeck kan man for eksempel læse om, hvordan Nordbrandts had til salmer blev grundlagt i religionsundervisningen eller om hans sammenligning mellem sport og krig.

Underholdende refleksioner
 

Henrik Nordbrandt har skrevet en sørgmunter bog om sin barndom, hvor den voksne mands refleksioner og ironiske kommentarer løsner de ikke særligt hyggelige beretninger op. Bogen giver et godt indblik i, hvordan en følsom dreng klarede sig gennem en ikke særlig følsom barndom og samtidig er Nordbrandts syn på alverdens ting en meget underholdende faktor.