Den store Gatsby

af F. Scott Fitzgerald
Skrevet af: Susanne Jacquette Jacobsen, Nota
Fitzgeralds hovedværk er Den store Gatsby. Den foregår i 1930ernes Amerika. Romanen byder på et indblik i jazztiden i al dens dekadence og overflod.

Klassiker

Skulle du have lyst til at læse eller genlæse en af de gode gamle klassikere, er Fitzgeralds hovedværk Den store Gatsby et godt bud. ”Den store Gatsby foregår i 1930ernes Amerika. Romanen byder på et indblik i jazztiden i al dens dekadence og overflod. Samtidig er den også et indblik i amerikansk historie, hvor myten om den amerikanske drøm for alvor faldt fra hinanden.

Gatsby

Nick Carraway er bogens fortæller og nabo til den mystiske Jay Gatsby. Hver aften holdes der fantastiske selskaber i Gatsby store og luksuriøse hus. Rygterne svirrer omkring hvordan han er kommet til penge. Der dannes myter omkring hans fortid. Mange mennesker benytter sig af hans store gæstfrihed til at feste i overdådige rammer. Men hvem er egentlig Jay Gatsby? Det viser sig, at han for ikke ret mange år tilbage bare var en fattig officer. Han havde en romance med den skønne Daisy, men blev sendt til fronten i første verdenskrig. Daisy turde ikke tro på at han ville komme tilbage. Hun giftede sig med en rig forretningsmand.

Gatsby vender tilbage fra krigen med to mål: at blive rig og at vinde Daisy tilbage.

Kærligheden og drømmen

Det bliver bogens fortæller Nick, der på forunderlig vis bliver den der skal være Gatsby behjælpelig med at vinde Daisy tilbage. Daisy og Gatsby mødes og de romantiske følelser vækkes til live igen. Dog kan de ikke få hinanden. Al den rigdom som Gatsby havde arbejdet sig til og alle de overdådige fester der blev holdt. Alt dette havde kun et eneste mål for øje. At vinde Daisy tilbage. Hun var drømmen. Men med drømmen kom også forfaldet og da de mødes igen udvikler begivenhederne sig tragisk.

En verden i opbrud

Den store Gatsby er en rigtig god bog, hvor man som læser føres rundt i denne historiske epoke. Samtidig følger man nogle menneskers kamp for at begå sig i en verden i forfald. Tragikken er ikke til at komme udenom, men for at ramme tidens toneart er dette en nødvendighed. Fornøjelsen forbundet med at læse bogen mindskes dog ikke heraf. God fornøjelse!

Publiceret: 
25. Juni 2008