Den sidste ven

af Tahar Ben Jelloun
Skrevet af: Birgitte Winzentsen, Holbæk Bibliotek
Redigeret af: Maren Feldberg, DBB
Denne gribende roman handler om Alis og Mamehs årelange venskab. De deler alt og er meget åbne over for hinanden. Efter de begge bliver gift, glider de fra hinanden. Til slut afslutter Mamed deres venskab. Historien fortælles gennem Ali og Mamed og en fælles ven.

Venskab 

Gribende, lavmælt fortælling om, hvordan et kort brev brutalt undsiger et årelangt venskab. Optakten til denne gribende roman om venskab er det brev, som Ali modtager fra sin ven Mamed. Her afslutter denne deres venskab. Læseren får herefter vennernes fælles historie set fra først Alis og derefter Mameds side. De voksede op i Tanger i Marokko og blev i puberteten nære venner og delte de første oplevelser med piger, tobak og spiritus. Og var i denne periode meget åbne over for hinanden. Senere tilbragte de 18 måneder sammen i en arbejdslejr på grund af politiske aktiviteter. Dette ophold gjorde dem voksne og beseglede deres venskab. Ali læser filmkundskab i Canada, Mamed medicin i Frankrig.

Historien om et ubrydeligt venskab

De gifter sig begge, og Mamed flytter til Sverige for at arbejde for WHO. I denne periode glider de fra hinanden. Ikke så meget på grund af den geografiske afstand som på grund af deres koners jalousi over deres venskab. De to beretninger om forløbet af de samme hændelser viser på en fin og enkel måde, hvordan de oplever nuancer og hensigter forskelligt. Men fra begges side er der tale om et ubrydeligt venskab. Romanen slutter med en kort beretning af en fælles bekendt, som i alle årene var vidne til venskabet, og som i den sidste fase havde begges fortrolighed.

En gribende fortælling

Kompositionen med at lade tre personer fortælle virker perfekt og fører læseren rundt om forskellige opfattelser af fælles oplevelser. Det er en gribende lavmælt fortælling om venskabets væsen og de ofre, nogle er villige til at yde. Den marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun, som siden 1971 har været bosat i Paris, har modtaget flere priser for sine bøger. Blandt andet Prix Concourt i 1984.

Publiceret: 
28. November 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2005