Den lille pige der holdt for meget af tændstikker

af Gaétan Soucy

Skrevet af: Bettina Schnegelsberg-Laursen, Vallensbæk Bibliotek

Redigeret af: Maren Feldberg, DBB

Bogens fortæller er vokset op i et isoleret miljø med sin far og bror. Da faderen dør må fortælleren begive sig til byen. Dette bliver et kulturchok. Bogen har et meget specielt sprogbrug. Den er både tragisk og sjov. Et tankevækkende mesterværk.

Et grumt eventyr

Den mærkværdige titel henleder tanken på et eventyr af årets vel nok mest fejrede fødselar, H. C. Andersen. Som Den lille pige med svovlstikkerne er dette en tankevækkende og grum fortælling, om end af helt andre årsager.

Fortælleren

Den lille pige der holdt for meget af tændstikker er en tankevækkende, lille roman.

Fortælleren er vokset op på en herregård sammen med sin fader og bror, isoleret fra omverdenen og uden praktisk kendskab til, hvordan man omgås andre mennesker. Fortælleren lever i sit eget univers med riddere og kvinder, der enten er ludere eller nonner. Den isolerede tilværelse har også sat sit præg på fortællerens sprog, der på den ene side er meget begrænset, og på den anden side er meget rigt, fantasifuldt og dannet.

Sproget

Læseren bliver inddraget i fortællingen og tiltales konsekvent De. Sprogbrugen er speciel: Andre mennesker kaldes medmennesker, mennesker og dyr har ingen navne, bror hedder bror, og hest hedder hest. Sproget i sig selv gør romanen til en stor læseoplevelse.

Kulturchok

Handlingen sættes i gang af faderens selvmord, som de to efterladte sønner tager forbløffende roligt. Det står dog klart, at den ene må drage til landsbyen for at skaffe en ”fyrretræshabit”, så faderen kan blive begravet. Det bliver et skæbnesvangert møde. Et kulturchok, hvor fortælleren næsten når til den erkendelse, at de manglende nosser, udposningerne på brystet og de månedlige blødninger kunne tyde på, at det ikke var to sønner, hendes fader havde.

Et mesterværk

Ved at have vovet sig til landsbyen har fortælleren sat gang i ikke bare retssystemet med arvesagen efter faderen, men også en række fortrængte minder. Man fornemmer, at det isolerede liv på herregården må lakke mod enden, og at der måske vil komme en forklaring på de mystiske omstændigheder, familien har levet under.

Selvom det er en trist historie, kan man ikke undgå at trække på smilebåndet af den sjove fortælleform, som gør bogen til et lille sprogligt mesterværk.

Publiceret:

11. August 2005

Oprindeligt publiceret:

Litteratursiden.dk, 2005