Den grønne bar

af Ole Frøslev
Skrevet af: Lone Hansen, Krimisiden
Redigeret af: Stig Lyngaard Hansen, DBB
En mand findes død, hængende fra en bro. Manden var indblandet i frimurerordenen og politimanden Bjørner går i gang med opklaringen. En underholdende krimi fra besættelsestidens København.

Et mystisk mord

Det er 1940 og bidende koldt i København, da Bjørner bliver ringet op og kaldt ud til et selvmord, der viser sig ikke at være så ligetil endda.

Det viser sig hurtigt, at den hængte mand er et mordoffer, og jagten på morderen går ind. Helt fin i kanten har han ikke været, og hans omgangskreds er ligeså blakket som han selv.

Bjørner og kollegerne får via Den grønne Bar hurtigt færten af sandheden, men hvordan lokker de morderen i fælden?

Besættelsestiden

Samtidig besætter tyskerne Danmark, men livet går sin vante gang i København - sådan da. Hvordan opfører man sig overfor kollegaen, der er erklæret nazist? Hvordan får en enlig, ældre dame sine mørklægningsgardiner hængt op? Og hvordan undgår man at skvatte over nogen eller noget i de buldermørke gader?

Stemningsfulde beskrivelser

Ole Frøslev skildrer hverdagen under besættelsestiden godt og usædvanligt stemningsfuldt. Man føler sig hurtigt hensat til de kolde og mørke gader i København i foråret 1940, men spændingen kniber det lidt mere med. Skildringen af politiarbejdet er troværdigt og grundigt - men også en kende langtrukkent. Men bogen er absolut værd at læse, alene for de fine stemningsbilleder.

Publiceret: 
30. Maj 2006
Oprindeligt publiceret: 
Krimisiden.dk, 2005