Den der graver en grav
Bestialsk mord, familiehemmeligheder, kærlighedsintriger
Som i Sigurdardottirs første krimi Det tredje tegn er hovedpersonerne også denne gang advokaten Thora og hendes tyske kæreste Matthew. De bliver indblandet i et bestialsk mord på en kvindelig arkitekt under deres ophold på et hotel hvor Thora er blevet hyret af en klient til at undersøge en sag omkring spøgeri på en gammel ødegård. Arkitekten var hyret til at arbejde på samme projekt, nemlig omdanne ødegården til et attraktivt kursted, men hendes lig findes skamferet på den nærliggende strand.
Fortidens familietragedier og kontroverser dukker op til overfladen undervejs som Thora og Matthew efterforsker sagen, og i periferien lurer historien om det mystiske barnespøgelse, som bl.a. Matthew har hørt græde uden for hotellets vindue om natten.
Alt i alt er dette en krimi der byder på det hele: bestialsk mord, familiehemmeligheder, kærlighedsintriger. Ved siden af de mere saftige emner, følger vi Thoras liv som alenemor med problemer med eksmanden og børnene.
Underholdende fra start til slut
Det er ikke stor litteratur, men er man ude efter en læseoplevelse der er fængende og underholdende fra start til slut, så er det "Den der graver en grav" du skal have fat i, og jeg tør godt love at som læser bliver man ikke skuffet. Spændingen holdes ved lige til allersidste linje, og forfatteren forstår at skrue en rigtig god historie sammen.
Yrsa Sigurdardóttir har høstet megen popularitet for sin første krimi, og jeg tror denne følger lige i kølvandet.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger