Den blinde morder

af Margaret Atwood
Skrevet af: Ianne Elo, Søllerød Bibliotek
Redigeret af: Hanne Rosenthal Hansen, Nota
En gammel kvinde Iris fortæller sin familiesaga fra Canada i første halvdel af 1900-tallet. Lillesøsteren Laura døde pludselig 10 dage efter 2. verdenskrigs ophør. Var det en ulykke eller selvmord - og i så fald hvorfor ?

Handling

Smågnaven, desillusioneret og fysisk skrøbelig nedskriver den gamle kvinde Iris Chase Griffen i en lille by i Canada sit liv. Med stor ironi opruller Iris sin familiesaga. Den bliver for læseren en spændende og storslået fortælling om mennesker, liv og samfund i Canada i første halvdel af 1900-tallet.

Iris bedstefar grundlagde i 1870erne en familieformue på knapper, et efterspurgt produkt i tiden. Men i 20ernes og 30ernes nedgangstider må fabrik og produktion indskrænkes. Iris far har overtaget fabrikken og kæmper for at holde hjulene i gang på trods af strejker og politiske agitatorer, som i øvrigt forfølges og nedkæmpes af det kommunist- og omvæltningsforskrækkede samfund.

Iris og hendes lillesøster Laura er endnu kun småpiger, da den i forvejen fjerne og kølige mor dør i forbindelse med en abort. Iris må fra da af være beskytter for Laura med det særegne og sarte sind. De to piger "opdrages" praktisk og temmelig ufølsomt af husholdersken Reenie, der skal gøre pigerne til gode kvinder, som kan afsættes til passende mænd. En slags undervisning får de af fallerede huslærere, som sjældent bliver længe. Men da Iris og Laura stort set aldrig møder andre børn og unge, bliver de kejtede og isolerede, og for Lauras vedkommende ude af stand til at se den praktiske verden i øjnene.

Faderen håber at holde knapproduktionen i gang ved at sælge virksomheden til sin nærmeste konkurrent, Richard Griffen. Som en del af handelen indgår Iris, der som 18-årig indvilliger i at gifte sig med den politisk ambitiøse Richard. De næste år lever hun som i en døs, i et stort hus i Toronto, dyrt klædt til pengeelitens selskabsliv, og styret som en marionet af den frygtindgydende svigerinde Winifred.

Men efter et møde med en gæst fra en varm sommer i barndomshjemmet får Iris et hemmeligt liv – jeg røber ikke mere – og her kommer fantasyfortællingen om den blinde morder ind i billedet. Den bliver udgivet som bog og opnår kultstatus efter Lauras pludselige død, 10 dage efter 2. verdenskrigs ophør. Var det en ulykke – eller selvmord – og i så fald hvorfor?

Stor læseoplevelse

Romanens sprog er en ren fryd. Opbygningen blander på en fængslende måde Iris fortælling med presseklip fra samtidens aviser og med fantasyhistorien om Den blinde morder. Det gør bogen til en stor læseoplevelse, og Atwood fik da også Booker-prisen i 2000 for Den blinde morder.

Ni romaner (og en børnebog) af Margaret Atwood er oversat til dansk. Læs f.eks. Tjenerindens fortælling, Katteøje eller Alias Grace.

Publiceret: 
15. Januar 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003