De uberørte

af Kari Hotakainen
Skrevet af: Camilla Sejerøe, Litteratursiden
Redigeret af: Bent Larsen, Nota
Underholdende bog om livet i en finsk storby, hvor alle er ensomme og søgende. Alle ønsker nærvær og ømhed. Laila er massagepige og har meget at give, undtagen sex. Mokka er politibetjent og lige så søgende som alle andre.

Bogen har et fantastisk sprog

Jeg var underholdt hele vejen igennem, faktisk så meget at jeg kan blive nødt til at læse bogen igen for at få tid til at nyde sproget fuldt ud.

Måske er det en krimi?, men bogen er også fyldt med ensomme mennesker

Er det en krimi? Tja, der sker en forbrydelse, som vi skal have opklaret. Men ret beset er det kun et skalkeskjul for at få lov til at fortælle om menneskets sorger, om ensomheden i storbyen, om sex, lyst og trangen til at blive berørt.

Leila  har en forretning hvor hun giver ømhed til folk.

Leila og Mokka er romanens hovedpersoner. Leila går ikke i seng med sine kunder, hun masserer dem, taler med dem, giver dem den nærhed, de ensomme har så desperat brug for. Hun driver firmaet Ømhed og Nærhed A/S, og har stor succes med det.

Mokka er politibetjent og bliver sat på en opgave

Alle er alene i den store by, ikke mindst vores politimand, Mokka, der bliver sat til at lede efter Boström, der er meldt savnet. Der er en sammenhæng, og den fører Leila til Mokka.

Anmelderens mening om bogen

Kari Hotakainen overdriver, så vi kan forstå det, samtidig med at sympatien for de ensomme der befolker hans historie, lyser ud af bogen. Han kan i stilen minde lidt om danske Susanne Staun, som dog er noget mere rå i tonen. Kari Hotakainen er finsk og fik i 2004 Nordisk Råds litteraturpris for romanen "Hjemmefronten".

Publiceret: 
26. Maj 2008
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2008