De siger man kan elske uden at få børn

af Camille Blomst
Skrevet af: Beth Høst, Farum Bibliotek
Redigeret af: Christine Kofoed, DBB
Underholdende og hjertevarm historie om kvinden Bolivia. Hun er knapt 30 år og er sammen med sine venner bange for at blive voksen. Hun kommer i kontakt med manden bag stemmen, som hun længe har været forelsket i.

Sjov og alvor

Hovedpersonen i denne lige-knap-thirty-sit-com hedder Bolivia. Egentlig tror jeg ikke, denne Nikolaj og Julie-agtige beskrivelse af en gruppe venners liv, færden og forhold i brud og opbrud er tænkt som komedie. Selvom Bolivia i slutkapitlet lægger vægt på, at ironiens tidsalder er ovre, så handler dette her om, at det hele gerne må være sjovt og samtidig dybt alvorligt. Ingen dårlig kombination.

Bolivia arbejder som tjener. Det hippe bycafémiljø danner en del af kulisserne for denne historie. Blandet ind i det hele har vi stumper fra radio-musik-og-snak-programmet Strax. Der bliver varmet op til noget med dén radiovært.

Fælles rammer

Bolivias drengefikserede ungdom kommer vi igennem. Og hun er nu i fast parforhold med Bjørn. Alle vennerne er i samme trygge rammer. De mødes til middage og står sammen i last og brast. Det hele brister da også. De forlader hinanden på stribe. Historiens centrum er, da Bolivia kommer i kontakt med sin radiovært. Hun MÅ bare leve drømmen ud sammen med manden med den stemme, hun har været forelsket i, siden hun var purung.

Tankeløs forelskelse

Temaet i denne underholdende og letløbende fortælling er den vilde, ansvarsløse, tankeløse forelskelse. Den kan fungere som punktum og ny linje mellem ungdom og voksenliv. Her fortælles med liv og sjæl. Her serveres betragtninger, der til forveksling ligner klicheer. Men det gør ikke noget. Betragtningerne er både indtagende og charmerende. Faktisk danner de nogle gode, præcise billeder af en generation, der har så svært ved at forlade ansvarsløsheden. Men som ved, hvad loyalitet vil sige.

Angst for at blive voksen

Denne aldeles hudløse angst for at blive voksen er rørende. Nok er dette en ’pigebog’, men det er faktisk en af de unge mænd, der formulerer et skrækscenarie. At komme så langt i livet, at man har en kone på 55 med brombærfarvet hår og skjortebluse. Det er hans påskud til at forelske sig vildt i en ny lækker babe. Tankevækkende.

Underholdende historie

Historien er hjertevarm, underholdende, og så ender den godt! Og den slags bøger kan vi da ikke få for mange af.

Publiceret: 
21. Marts 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2004