De døde brødre
Titlens afdøde brødre siges at hjemsøge en gammel jagthytte. De har en grum historie, der slutter med et gevær og en økse. Men ingen ved nøjagtig, hvad der egentlig skete. De to venner Adam og Troels hører om de døde brødre fra en gammel mand, og straks tilbyder de at tilbringe natten i jagthytten for at afgøre, om det virkelig spøger.
Troels tror meget på det overnaturlige, mens Adam er mere skeptisk. Men snart begynder der dog at ske ting, som bliver sværere og sværere at forklare. Og mens de to drenge forsøger at udrede husets historie, samles mørke kræfter og motiver usynligt om dem.
Umiddelbart føles det, som om Clausens første bog, Tidevandet,var mere glat end De døde brødre. Tidevandet var barberet ind til benet og i en lige linje mod slutningen. Her har Clausen tydeligvis flyttet sig lidt og er mere ambitiøs – han har flere personer, slår sig mere an på stemningen og har flere bolde i luften.
Men lykkes projektet så? Svaret må være: til dels. Nogle ting lykkes rigtig godt, men andre er mere vaklende. Første kapitel er ikke det mest vellykkede. Det virker som om, Clausen er lidt for ivrig efter, at få sat de rigtige elementer op. Den måde, hvorpå drengene får adgang til jagthytten på, virker ganske enkelt ikke troværdig.
Men kommer man lige over den hurdle, begynder flere ting at falde på plads: Clausen slår nogle gode toner an, især en skæbnetung stemning omkring den skeptiske af vennerne, Adam, som synes at være fokus for flere af de ting, der sker i huset. Fortællingen opbygges langsomt mod en finale, hvor der lige pludselig er rigtig mange ting i spil, og det lykkes Clausen at holde balancen i usikkerheden om, hvorvidt huset vitterligt er hjemsøgt eller ej.
Alt i alt er De døde brødre en ganske gedigen ungdomsgyser, der med held bruger plot og stemning i stedet for effekter. Clausen har taget et godt skridt siden debuten. Han er endnu ikke helt fremme ved målet, men jeg synes, han er godt på vej. Næste gang vil han måske droppe de kække hovedpersoner og lave ren horror? Det føles lidt selvbevidst, at der skal presses lidt humor ind i historien, når den faktisk sagtens kan stå på egne ben.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger