Dansen med den uindbudte gæst
Uhygge
På et gammelt, forfaldent engelsk herresæde i Northumberland martres familiens unge søn tilsyneladende af onde ånder. Da en ung medhjælp og husets herre sporløst forsvinder, sænker uhyggen sig over området, og vi drages ind i række uforståelige hændelser. Gys og krimi i et.
En gammel myte
Hvis du glemmer at invitere de onde ånder med til fejringen af dit barns fødsel, kan det være, at ånden hævner sig ved at dukke op og tage bolig i dit barn. Senere, når barnet bliver ældre, hævner dæmonen sig på barnet og danser det til døde. Således beskriver den psykiater, som har haft den unge plagede Nicholas Ferrol i behandling, en gammel myte. Primitive folk brugte den tidligere til at forklare sindssyge.
Mystik på herregården
Nicholas bor sammen med sine forældre på en dyster og forfalden herregård, Lyndle, i Northumberland, Nordengland. Han plages af voldsomme fysiske og psykiske anfald og er selv overbevist om, at han er besat af en ond ånd. En ung kvinde, Ginny, som midlertidigt har været ansat på herresædet, forsvinder pludseligt samtidig med husets herre.
Efterforskning
Kriminalkommissær Tate kommer til stedet for at efterforske sagen, og snart får han selskab af en broget skare: Den clairvoyante Cramner, som er både berømt og berygtet. Og parapsykologen Audrah, som selv har dystre og mystiske minder fra egnen omkring Lyndle. Snart viser det sig, at mange menneskers ulykkelige skæbne er knyttet til begivenheder, der alle kan føres tilbage til herregårdens omgivelser.
Er det en besættelse, eller er der en forklaring? Tågen smyger sig omkring læseren, mens vi af Tate og Audrah bliver ført rundt i alle krinkelkrogene. Efterforskningen kommer vidt omkring, og uhyggen breder sig.
Godt gys
Hvis man både er til krimi, gys og spøgelseshistorier, findes det hele her. Bogen er let læst, men har mange personer, som vikler sig ind og ud af hinandens baner. Forfatteren holder kortene tæt ind til kroppen, og først til allersidst letter tågen, og visse hemmeligheder åbenbares. Godt til gys i sommerheden, men tør du tage den med på vandretur i Northumberlands Nationalpark?
Af J. Wallis Martin er tidligere oversat Fuglegården fra 2003 og Kold som marmor fra 2001.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger