Champagnepigen

af Leonora Christina Skov
Skrevet af: Gitte Buur Rasmussen, Århus Kommunes Biblioteker
Redigeret af: Bent Larsen, Nota
Champagnepigen er en thriller, hvor et tilsyneladende lykkeigt overklasseægtepar, har temmelig mange lig i lasten under den glamurøse overflade.

Forfatteren har et meget ligefremt sprog

Shit, krabaff, fuck, bang, krash, lort. Sådan har jeg oplevet forfatteren Leonora Christina Skov til et foredrag engang. En meget spændende, feministisk og "siger tingene ligeuddame".

Hendes anden roman rummer da også meget af den pågåenhed, som jeg fandt hos forfatteren, men samtidig blev jeg overrasket over den smerte og sårbarhed, den også indeholder.

Et overklasse ægtepar er ikke så lykkelige som de ellers fremtræder

Journalisten, Kate Klarlund, sætter sig for at interviewe jetset-ægteparret, Linn og Isak Laurentius, til en stor portrætartikel. Udadtil et Keld og Hilda Heick agtigt ægteskab, en lykkelig kernefamilie med far, mor og to døtre. Smukke mennesker med penge og succes. De skulle nok have haft givet lakken en gang forsegler, for der skal ikke kradses meget i den, før billedet krakelerer.

Linn har mange lig i lasten som nu kommer på til overfladen

Under overfladen gemmer sig et væld af hemmeligheder, svigt, langt ude erotik og ondskab. Linn viser sig ikke at være den hengivne hustru, man tror ved første øjekast. I hvert fald er der folk fra fortiden, der sender hende lort med posten og fødselsdagshilsner med påskriften: Linda Denise Larsen skal dø.

Bogen er en slags samtidsthriller

Samtidsthriller er romanen karakteriseret som. Det er egentlig meget rammende. Det er bestemt ikke nogen traditionel thriller, men en blanding af, Who done it, Who’s dead og Why done it.

Anmelderens mening om bogen

Her bliver leget med læseren big time, og jeg måtte til slut da også liiige bladre et par sider tilbage, for, what the f... var det, jeg havde læst?. Samtidig er det en roman med meget mere på hjerte end en thriller i traditionel forstand. Den leger med begreber som skyld og ansvar. Hvem er offer og hvem er bøddel. Ja, det er der faktisk ikke noget entydigt svar på efter min mening, og det klæder romanen.

Publiceret: 
18. Februar 2008
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2007